Fortsæt til indhold
Fodbold

Aggers HB Køge slog Horsens og nærmer sig top-seks

HB Køge begynder at nærme sig de sjove pladser i landets næstbedste fodboldrække.

/ritzau/

HB Køge fik en svær sæsonstart med de prominente trænere Daniel Agger og Lars Jacobsen på sidelinjen, men klubben har fået bedre og bedre styr på det.

Mandag aften vandt 1. divisionsklubben med 2-0 på hjemmebane over superliganedrykkerne fra AC Horsens.

Det var sæsonens fjerde sejr, og selv om det ikke lyder af meget, så er HB Køge nu bare tre point fra en plads i top-seks, der giver adgang til forårets afgørende kampe om oprykning til Superligaen.

Klubben indtager syvendepladsen med 15 point, mens Nykøbing FC på sjettepladsen har 18 point. AC Horsens er på femtepladsen med 21 point.

Nsungusi Efiong og Nemanja Cavnic stod for HB Køges to scoringer i mandagens kamp.

Det første mål faldt efter bare fem minutter, hvorefter Nemanja Cavnic bankede det afgørende søm i AC Horsens-kisten efter 71 minutter.

Det er anden gang i sæsonen, de to mandskaber mødes, og det er anden gang, HB Køge vinder 2-0.

Det første møde var i sæsonpremieren. Efter det opgør spillede HB Køge otte kampe uden sejr. Siden da er det blevet til tre sejre i fem kampe.