Fortsæt til indhold
Fodbold

Jürgen Klopp hylder Simon Kjær

Forud for aftenens CL-opgør imellem Liverpool og AC Milan har Jürgen Klopp rost Danmarks landsholdsanfører Simon Kjær til skyerne.

Simon Kjær har fået masser af ros for sine lederevner efter sommerens EM, da Christian Eriksen i Danmarks åbningskamp imod Finland faldt til jorden med et hjertetilfælde.

Resolut løb Simon Kjær en halv banelængde op i modsatte ende, hvor Christian Eriksen var faldet bevidstløs til jorden. Kjær ydede den indledende førstehjælp, inden læger tog over og reddede Eriksens liv. Mens lægerne arbejdede, samlede Simon Kjær sine holdkammerater i en ring omkring Eriksen og slog desuden trøstende armene om Christian Eriksens kæreste, der var ilet ind på banen.

Denne måde at udføre sit anførerhverv på skabte straks respekt. Det internationale fodboldforbund UEFA kvitterede ved at tildele Simon Kjær en pris. Og en af verdens bedste trænere, tyskeren Jürgen Klopp, har nu også benyttet sin klumme på Liverpools hjemmeside til at hylde Simon Kjær i meget rosende vendinger forud for onsdag aftens Champions League-kamp imellem Liverpool FC og Simon Kjærs AC Milan.

»Billedet af de danske spillere, der beskytter deres holdkammerat, da han blev behandlet, vil efter min mening for evigt være et af de mest ikoniske i sportshistorien. Det viste det bedste af menneskeheden. Medfølelse, omsorg og kærlighed til deres ven,« skriver Jürgen Klopp og tilføjer:

»Helt ærligt, så har jeg ingen idé om, hvordan han formåede ikke kun at bevare roen i denne situation, men også var klar til at træffe de beslutninger, han gjorde i det øjeblik. Hans opførsel fortjener stor respekt.«

Når træneren overhovedet tør hylde modstanderholdets midterforsvarer i så høj grad, så kan det måske også skyldes, at Klopp har fået at vide, at Simon Kjærs far er stor Liverpoolfan. Om det skriver han:

»Jeg får at vide, at Simons far er LFC-fan - og hvis det er tilfældet, skal han være sprængfyldt med stolthed over, at hans dreng nu er anerkendt over hele verden som indbegrebet af vores hymne: ”You’ll Never Walk Alone”.