»I har samlet nationen på ny,« lød det inden kampen: Og så skabte Danmark en ny fest i Parken

EM-profiler som Mikkel Damsgaard og Joakim Mæhle imponerede igen, da Danmark besejrede den nærmeste konkurrent i VM-kvalifikationen, Skotland.

Artiklens øverste billede
Joakim Mæhle (th.) ser ud til at have svært ved at fatte det, og danskernes drømmestart mod Skotland overrumplede de fleste i Parken. Her har Daniel Wass netop scoret til 1-0, hvorefter netop Joakim Mæhle udbyggede føringen kort efter. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Kasper Hjulmand kunne ikke skjule sit stolte smil. Landstræneren kiggede overvældet ud på sine spillere, der var i gang med at gøre deres landsmænd stolte igen.

Der var gået et kvarter af VM-kvalifikationskampen mod Skotland, og de danske fodboldherrer havde allerede skabt endnu en euforisk aften i Parken, der skulle ende med en 2-0-sejr til Danmark.

Det var ikke mindst takket være to af stjernerne fra sommerens EM. Mikkel Damsgaard og Joakim Mæhle kombinerede sig elegant gennem skotternes forsvar med hæl og et Laudrup-lob, inden bolden lå i målet for anden gang inden for et minut.

Dermed fik Danmark konsolideret førstepladsen i VM-kvalifikationsgruppe F efter fire sejre ud af fire mulige og en målscore på 16-0 (!) inden udekampen mod Færøerne på lørdag og hjemmekampen mod Israel på tirsdag.

Netop Israel overhalede Skotland ved at vinde 4-0 over Færøerne onsdag aften, mens Østrig vandt 2-0 over Moldova. Dermed indtager de to sejrherrer en delt andenplads i gruppen med syv point – fem point mindre end Danmark.

Med andre ord ser det fremragende ud for Danmarks mulighed for at kvalificere sig til VM, måske sågar under den nuværende landsholdssamling.

En tidlig forløsning

Allerede inden kampen bølgede kærligheden ned fra lægterne i en grad, så det fik også landstræner Kasper Hjulmand til at smile overvældet ved gensynet med Parken. Det var herinde, Christian Eriksen faldt om på banen. Her, hvor holdkammeraterne rejste sig mod Belgien og siden skabte folkefest med 4-1-sejren over Rusland i den afgørende EM-gruppekamp.

Nu var de tilbage i nationalarenaen efter rejsen mod semifinalen, Kasper Dolbergs målstime i knockoutkampene, turene til Amsterdam, Baku og Wembley, hvor Mikkel Damsgaard leverede sit uforglemmelige frispark mod England.

Næsten 35.000 brølende tilskuere var mødt op for at fortsætte festen fra EM. Iført landsholdstrøjerne, der har været allestedsnærværende hele sommeren, sang de kække sange om deres helte. De bællede fadøl, som om de befandt sig midt i en tropenat. De sendte budskabet om, at »I har samlet nationen på ny«, som der stod på banneret ved den ene endetribune inden kampen.

Og de overgav sig endegyldigt til deres helte igen, da Daniel Wass headede et fornemt indlæg fra Pierre-Emile Højbjerg i mål efter et kvarter. Den brølende forløsning havde ikke nået at lægge sig, inden backkollegaen Joakim Mæhle udbyggede føringen på det efterfølgende angreb – 2-0 til Danmark.

Kasper Hjulmand havde givet chancen til Andreas Skov Olsen som konsekvens af skaderne til de ellers formstærke angribere Kasper Dolberg og Martin Braithwaite. Den 21-årige Bologna-spiller var én af dem, der var skuffet over mængden af spilletid under EM efter tidligere at have imponeret i 4-0-sejren ude mod Østrig. I første halvleg viste han igen evner på sin fart og gennembrudsstyrke, hvilket var med til at skabe den bevægelighed i offensiven, der sprættede skotternes forsvar op.

Gæsterne havde svært ved at styre danskerne, der konstant skiftede positioner i angrebet og lavede de dybdeløb, der skabte de to mål i indledningen.

Imens var Joachim Andersen med til at levere en solid indsats i forsvaret som erstatning for den skadede Jannik Vestergaard. Skotland bøvlede med at bryde igennem, anfører Simon Kjær headede ethvert truende indlæg væk, og derfor var et langskud lige efter pausen længe deres bedste mulighed i kampen.

Kort efter hamrede skotternes landstræner, Steve Clarke, sig irriteret i panden, mens danskerne tålmodigt kombinerede sig uden om modstanderens pres. Engang imellem gav de blåklædte spillere en prøve på deres evne til at tackle igennem, men det spolerede ikke hjemmeholdets kontrol, og så kvitterede tilskuerne ved at lade bølgen gå på tribunen.

10 minutter før tid strakte Kasper Schmeichel sig ud i én af de afgørende redninger, han altid er i stand til at levere, uanset hvor lidt han er blevet testet tidligere i kampen. Så brølede tilskuerne igen, ligesom da Mohamed Daramy fik sin landsholdsdebut, inden fejringen for alvor brød ud ved slutfløjtet.

De blev ikke forkælet med masser af målchancer og lækre afleveringer i anden halvleg. Omvendt havde danskerne med Joakim Mæhle i spidsen også leveret rigeligt af det allerede efter et kvarter, da Kasper Hjulmand – med god samvittighed – kunne bryde ud i et stolt smil.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen