Fortsæt til indhold
Fodbold

Argentinsk nyindkøb sikrede sejr til Inter med to lynmål

Nyindkøbet Joaquin Correa fik i de sidste ti minutter sendt Inter på sejrskurs med to mål ude mod Verona.

/ritzau/

Det så længe ud, som om Serie A-opgøret mellem Verona og Inter skulle ende uafgjort, men det fik nyindkøbet Joaquin Correa sat en stopper for.

I 83. minut sendte argentineren Inter foran med 2-1, og i tillægstiden fik Joaquin Correa yderligere cementeret sejren med et mål.

Inter ligger dermed på førstepladsen med seks point, mens Verona er næstsidst uden point efter de første to spillerunder.

Opgøret startede bedst for Inter, der dominerede med bolden i kampens indledende minutter.

Det var også Inter, der fik kampens første store chance, da angriberen Lautaro Martínez modtog bolden på en ripost og sendte den mod nederste venstre hjørne.

Skuddet blev dog afværget på en flot redning af Veronas målmand Lorenzo Montipo.

Kampen ændrede karakter, da Verona efter et kvarter noterede sig for kampens første mål.

En fejl begået af Inters målmand Samir Handanovic sendte bolden i fødderne på midtbanespilleren Ivan Ilic, som skød bolden i kassen til 1-0.

I de resterende minutter af første halvleg havde Inter svært ved at finde fodfæste, og Verona kunne dermed gå til pausen med en 1-0-føring.

Alt dette ændrede sig to minutter inde i anden halvleg.

Her fik Inter endelig skovlen under Verona, da en forsvarsspiller, stærkt presset af Edin Dzeko, uheldigt headede bolden videre til Lautaro Martínez, som headede bolden ind til 1-1.

En næsten identisk situation udspillede sig i 54. minut, men denne gang lykkedes det ikke Lautaro Martínez at score.

I 74. minut blev nyindkøbet Joaquin Correa skiftet ind, og det viste sig senere at være en god beslutning.

Ni minutter efter indskiftningen sendte Matteo Darmian nemlig et indlæg i feltet, som Joaquin Correa mødte højt i luften med et hovedstød, som sendte bolden over Veronas målmand.

Og argentineren var ikke færdig med at score mål, for i tillægstiden kom Joaquin Correa igen på måltavlen, da han med en hård inderside sendte bolden i nederste højre hjørne.

Tidligere fredag aften vandt Udinese 3-0 hjemme over Venezia, hvor Jens Stryger Larsen blev noteret for en assist ved det tredje mål.

Dermed ligger Udinese på andenpladsen, mens Venezia indtager sidstepladsen i Serie A.

Artiklens emner