Helsingør til tops i 1. division med snæver sejr
HB Køge fortsatte den dårlige stime i 1. division med et 0-1-nederlag hjemme til FC Helsingør.
FC Helsingør skulle onsdag aften forsøge at leve op til en fornem start på den indeværende sæson i 1. division.
Det lykkedes holdet med, da det på udebane slog HB Køge og Daniel Agger med 1-0.
Det er lige nu nok til en aktuel andenplads i ligaen - endda med samme antal point som Lyngby på førstepladsen.
Anderledes forholder det sig for cheftræner Daniel Agger og hans hold, der efter seks kampe kun har fået skrabet fire point sammen.
Holdet befinder sig efter onsdagens kamp på niendepladsen og har blot to point mere end Esbjerg, der ligger nederst.
Trods en på papiret snæver sejr havde Helsingør et hav af store chancer for at udbygge en tidlig føring.
Spillet afspejlede i det hele taget fra start forskellen på de to holds placering i tabellen, idet Helsingør med det samme sad på det meste af spillet.
Det skulle allerede give pote efter 24 minutters spil, da Elijah Just fra kanten af feltet fik trykket bolden ind over stregen, efter at HB Køge-målmand Oskar Snorre ellers fik en hånd på bolden.
Føringen holdt ikke gæsterne fra at presse på for en yderligere føring, og de var knap ti minutter senere tæt på 2-0.
Men holdet fik ikke udnyttet det straffespark, der kort forinden var blevet dømt for en ulovlig tackling i feltet.
I anden halvleg skiftede kampbilledet ikke synderligt. Helsingør fortsatte med at presse på for endnu et mål, mens HB Køge ihærdigt forsvarede sig fra den konstante trussel.
Men hjemmeholdets målmand Oskar Snorre havde en fremragende dag i målet, og var på mange måder skyld i, at nederlaget ikke blev større.
Tættest kom HB Køge på en udligning i slutminutterne efter et hjørnespark, men bolden sad i sidenettet.
Med nederlaget har holdet ikke vundet i de fem seneste kampe i ligaen. Omvendt har Helsingør vundet fem ud af seks mulige indtil videre.