Real Madrid tabte point i hæsblæsende målfest

To mål af indskiftede Vinicius Junior var ikke nok til at sikre Real Madrid sejren over Levante, der fik 3-3.

Artiklens øverste billede
Gareth Bale scorede sit første mål for Real Madrid efter hjemkomsten fra Tottenham, men det rakte ikke til tre point. Foto: Jose Miguel Fernandez/AFP

I anden spillerunde af La Liga løb Real Madrid ind i sæsonens første pointtab.

Den spanske storklub kunne endda være kommet tomhændet hjem fra mødet med Levante, men to scoringer af Vinicius Junior sørgede for, at det endte 3-3.

Et tidligt mål af Gareth Bale havde bragt Real Madrid foran, men to hurtige scoringer efter pausen sendte hjemmeholdet foran.

Vinicius Junior udlignede, før Levante igen tog føringen, men i en hæsblæsende afslutning blev brasilianeren dobbelt målscorer med en fræk afslutning.

Med i alt fire point har Real Madrid dermed tabt et lille skridt i forhold til den forgangne sæsons mesterhold, Atlético Madrid.

Diego Simeones mandskab hentede tidligere søndag en karakteristisk 1-0-sejr over Elche og kom op på seks point.

Sejren blev sikret af argentineren Angel Correa, der fem minutter før pausen udnyttede en stor fejl af Elche-målmand Kiko Casilla, som kom skidt ud af sit mål.

Real Madrid så også ud til at styre mod tre point, da Karim Benzema i det femte minut fandt holdkammeraten Bale, der sparkede sikkert i nettet.

Bale kunne sågar også være blevet dobbelt målscorer, men var ikke lige så præcis på en chance midtvejs i første halvleg.

Gæsterne tog 1-0-føringen med ind til pausen, men opgøret var langtfra forbi.

Marti Roger og Jose Campana sørgede med en scoring hver for at vende kampen på hovedet, men med lidt over et kvarter igen viste Vinicius Junior sin hurtighed og sparkede bolden fladt i nettet for Real Madrid.

Så fulgte ellers en voldsomt begivenhedsrig afslutning, hvor Levantes Rober Pier først scorede til 3-2 efter et hjørnespark, hvor nytilkomne David Alaba ufrivillig stod for oplægget.

Denne gang holdt føringen i seks minutter, før Vinicius Junior med et formidabelt spark sendte bolden i modsatte hjørne til 3-3.

Levante-målmand Aitor Fernandez fik i slutminutterne rødt kort for at tage med hænder langt uden for feltet.

Det tvang værterne til at sende midtstopperen Ruben Vezo på mål, men på trods af den usædvanlige keepersituation formåede Real Madrid ikke at true Levantes mål.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen