- Opdateret 15/08/2021 kl. 08:37
Dolberg scorede to gange for Nice i storsejr over mestrene
Den danske EM-topscorer var i målhopla, da Nice sejrede hele 4-0 ude over Lilles regerende franske mestre.
Kasper Dolberg åbnede lørdag sin målkonto i denne sæsons Ligue 1 i Frankrig.
Danskeren var på pletten efter blot et minut af udekampen mod de regerende mestre, Lille. En kamp, som Nice overraskende vandt hele 4-0.
Målet var samtidig Nices første sæsonscoring, eftersom holdets første kamp i Ligue 1 sluttede uden mål.
Nice-holdet var i det hele taget vågent fra start, og efter fem minutters tid fordoblede Hicham Boudaoui føringen.
Gæsterne var dog ikke færdige endnu, og kort før pausen fik Amine Gouiri scoret til 3-0 på et straffespark.
Det lykkedes ikke for Lille at vende den dårlige udvikling - tværtimod gik det værre for mestrene i anden halvleg.
20 minutter inde i halvlegen kom Kasper Dolberg nemlig på måltavlen for anden gang, og kort tid efter blev den 23-årige angriber, der lavede tre mål for Danmark ved EM, skiftet ud.
Der blev ikke scoret yderligere i kampen, så Nice står nu noteret for fire point efter de to første runder.
Lille har blot et enkelt point.
Lørdag aften vandt stjernespækkede Paris Saint-Germain 4-2 hjemme over Strasbourg.
Hjemmeholdets tilskuere måtte på banen dog spejde forgæves efter Lionel Messi, som Paris Saint-Germain for nylig hentede, efter at han havde haft kontraktudløb i FC Barcelona.
Argentineren overværede kampen fra tribunen sammen med offensivkollegerne Neymar og Angel Di Maria.
Alle tre var for en måneds tid siden med i Copa America-finalen, som Argentina på et mål af Angel Di Maria vandt 1-0 over Brasilien.
Paris Saint-Germain stillede mod Strasbourg med en fronttrio med Julian Draxler, Mauro Icardi og Kylian Mbappé, og alle tre scorede i første halvleg.
Strasbourg fik med to mål i anden halvleg reduceret til 2-3, inden indskiftede Pablo Sarabia scorede til 4-2 kort før tid.
Paris Saint-Germain topper ligaen med seks point for to kampe.
/ritzau/