FC Midtjyllands andet geled havde stor ære af umulig opgave
0-1: Efter samlet nederlag til PSV Eindhoven er midtjyderne trods alt klar til gruppespil i Europa League - og det kan blive godt.
Det blev en aften i Herning med mange hvis’er. For hvis nu FC Midtjylland ikke var blevet ramt af coronasmitte og ikke havde tabt 0-3 i Holland, og hvis nu midtjyderne havde kunnet stille med bare en håndfuld af de ni spillere, der af den ene eller anden årsag ikke var til rådighed for træner Bo Henriksen. Så var resultatet i Herning næppe blevet 0-1, en afgørelse, der faldt i tillægstiden, da Bruma overlistede Jonas Lössl. Et nederlag havde FC Midtjylland ikke fortjent på en løfterig aften i Herning.
Jens-Lys Cajuste og Sory Kaba afventer et skifte til større klubber. Erik Sviatchenko, holdets anfører, blev sparet i et hårdt program. Daniel Høegh, Henrik Dalsgaard, Mikael Anderson, Pione Sisto og Nicolas Madsen var i coronakarantæne, mens brasilianske Juninho afsonede sin tredje af seks karantænedage, han har slæbt med fra Brasilien.
FC Midtjylland måtte især defensivt møblere gevaldigt rundt. Således spillede backen Dion Cools en af positionerne som stopper, det samme gjorde wingbacken Paulinho, mens Rasmus Nicolaisen skulle styre bagkæden mod stjernespillere som israelske Eran Zahavi og tyske Mario Götze.
På den baggrund leverede midtjyderne en uhyre solid og professionel indsats mod en modstander, der netop har savet Ajax Amsterdam midtover med 4-0 i Holland, og som blot havde byttet ud på tre positioner i forhold til det første møde.
Læg dertil, at FC Midtjylland siden Champions League-gruppespillet mod mastodonter som blandt andet Liverpool har solgt spillere af høj kvalitet i skikkelse af Alexander Scholz og Frank Onyeka. FC Midtjyllands indsats var præget af selvrespekt og ekstrem høj arbejdsmoral, holdet havde ikke tænkt sig at smide sig ned for PSV Eindhoven, som sagtens kunne have indkasseret et par mål i en afvekslende og velspillet første halvleg. Både Junior Brumado og Awer Mabil var tæt på at score det mål, der ville have givet kampen spænding, men som minutterne gik, svandt håbet om et fodboldmirakel af de helt store, hvilket langtfra afholdt et energisk og medlevende publikum i at hylde deres helte til sidste minut.
FC Midtjylland vidste på forhånd, at trods et samlet nederlag i Champions League-kvalifikationen er klubben sikret deltagelse i et gruppespil i Europa League, og bedømt på den indsats, som adskillige breddespillere og talenter leverede tirsdag aften, står FC Midtjylland godt rustet til den opgave. Blandt andre må en 17-årig midtbanespiller som Oscar Fraulo have fået sit livs oplevelse i sin debut for FC Midtjylland.