Fortsæt til indhold
Fodbold

Udlandet roser det danske landshold efter EM-exit

Især Kasper Schmeichel og Mikkel Damsgaard fremhæves i udenlandske medier efter den tabte semifinalekamp mod England.

»Danmark forlader europamesterskabet bitre og skuffede, men stadig fulde af håb.«

Overskriften på det amerikanske sportsmedie ESPN rammer det egentlig meget godt ind. EM-eventyret sluttede onsdag aften for det danske herrelandshold, der ikke lykkedes med at slå oddsene og besejre England på deres hjemmebane i London. Mikkel Damsgaard scorede kampens første mål, men England udlignede, og i den forlængede spilletid scorede Harry Kane efter straffespark til 2-1.

Men i de udenlandske medier anerkendes danskerne for deres indsats ved slutrunden. ESPN pointerer, at landstræner Kasper Hjulmand efter kampen var bitter over dommerens kendelser i forbindelse med det straffespark, der sendte holdet ud af turneringen. Men mediet citerer også den danske landstræner for at sige, at fremtiden er »fuld af håb og tro« efter det, landsholdet har været igennem.

For danskerne fik en forfærdelig start på EM-slutrunden, da Christian Eriksen faldt om med hjertestop under kampen mod Finland. Han overlevede, vandt livet, selvom Danmark tabte kampen, og siden har følelserne været uden på tøjet. Også den næste kamp mod Belgien blev tabt, men derefter tog det danske hold tre sejre, der bragte dem til semifinalen og skabte vilde jubelscener i hele landet.

Damsgaard og Schmeichel bemærkes

Og ifølge ESPN er det »ikke kun Danmarks fremtid«, der er blevet lidt mere håbefuld efter de danske spilleres rejse ved denne slutrunde:

»Enhver der så dem slås sig igennem denne turnering, kæmpe sig igennem mørket og ind i lyset og stå ranke på Wembley, indtil de blev fældet af en kendelse, kun få kan forstå, vil også opleve, at deres egen fremtid er bare en lille smule mere rig på håb og tro.«

Det tyske medie Deutche Welle roser Mikkel Damsgaards »pragtfulde« mål og skriver, at »Danmarks målmand, Kasper Schmeichel, havde leveret heltegerninger gennem 120 minutter«.

I det norske medie NRK bemærkes det, at den engelske målmand Jordan Pickford kun lige præcis nåede at slå rekorden som den engelske målmand, der har stået længst tid uden at lade et mål gå ind, før Danmark kom foran 1-0.

»Da der stod 0-0 efter 25 minutter passerede han Godon Banks’ 720 minutter,« lyder det.

»Men brat blev det stoppet. Ca. fem minutter efter rekorden blev sat, fik Mikkel Damsgaard og Danmark frispark 25 meter fra målet. Den 21-årige dansker benyttede anledningen til at banke bolden i mål med et fantastisk skud,« fortsætter NRK.

Den britiske avis The Guardian skriver, at kampen var »nervepirrende«, og også her fremhæves Damsgaards mål og Kasper Schmeichels redninger.

»Danmarks modstand var tapper,« lyder det.