Arsenal-ikon bliver manager i Premier League
Den tidligere topspiller og anfører i Arsenal Patrick Vieira skal stå i spidsen for Crystal Palace.
Premier League-klubben Crystal Palace ansætter den tidligere Arsenal-profil Patrick Vieira som ny manager.
Franskmanden får en treårig kontrakt, skriver klubben på sin hjemmeside. Vieira afløser Roy Hodgson, der efter seneste sæson gik på pension.
Vieira har senest stået i spidsen for Nice - med danske Kasper Dolberg i truppen - i hjemlandet. Her var Vieira to et halvt år, før han blev fyret i december.
Som aktiv var Vieira en af de mest profilerede midtbanespillere i Premier League, hvor han i en årrække tørnede ud for Arsenal.
Vieira var anfører for Arsenal, og han vandt blandt andet tre Premier League-titler med klubben, og det blev også til fire FA Cup-triumfer.