Stemningen er høj ved storskærmsarrangementerne før kampen
Tilskuerne er stimlet sammen til storskærmsarrangementerne der viser Danmarks kvartfinalekamp mod Tjekkiet lørdag aften. Du kan følge stemningen på Ceres Park i Aarhus live.

Få timer inden Danmarks kvartfinalekamp mod Tjekkiet er det, der vel kan gå hen og blive den største fodboldfest på dansk jord i årevis, ved at tage form.
Der ventes at være omkring 1.000 danske fans på lægterne til kampen klokken 18.00, der spilles over 3.000 kilometer mod øst i Aserbajdsjans hovedstad, Baku. Men den famøse 12. mand er i den grad til stede til udsolgte storskærmsarrangementer over alt i landet, hvor rødhvid-klædte fans varmer op til aftenens EM-brag
I Aarhus er de almindelige entrébilletter til storskærmsarrangementerne ved Musikhusparken og i Ceres Park udsolgt til lørdagens kvartfinale, og ifølge AGF røg billetterne til stadion på en time.
Ekstraordinært til kvartfinalen har virksomheden Futurelive, der står bag arrangementerne i Musikhusparken, arrangeret et storskærmsarrangement på Tangkrogen. Arrangementet, der har kapacitet til i alt 5.000, blev hurtigt udsolgt.
Der er stadigvæk få all-inclusive billetter tilbage på Ceres Park, hvor man for 600 kroner får adgang til A-tribunen, fri adgang til stadionplatter, øl, sodavand og kildevand ad libitum.
I København har campingstolene indtaget de bare asfaltpladser, og dannebrogsfarverne dominerer bybilledet. Interessen for at se kampen på storskærm har været enorm, og der har i ugens løb været flere eksempler på fans, der er villige til at betale flere hundrede kroner for de ellers gratis pladser ved Ofelia Beach på handelssider som Den Blå Avis.