Trods isolationskrav regner DBU med fanfest til kvartfinalen i Baku
Kommerciel direktør i DBU Ronni Hansen regner med mindst 1.200-1.500 danske tilskuere til kvartfinalen mellem Danmark og Tjekkiet.
På trods af at Danmarks kvartfinale skal spilles i Aserbajdsjan, der fortsat er orange på Udenrigsministeriets rejsevejledning, er masser af danske fans villige til at rejse af sted for at se kampen.
Kommerciel direktør i DBU Ronni Hansen forventer, at mindst 1.200-1.500 fans rejser til Baku for at være tilskuere til kvartfinalen:
»Det er Uefa, der står for salg af billetter, så vi har ikke direkte indsigt. Men vi ved i hvert fald, at der er fem flyvemaskiner, der skal derud umiddelbart. Det er mange, synes vi. Derudover er der mange, der selv sammensætter deres rejser, og vi ved også, at der går et par privatfly derud,« siger han.
En af DBU’s officielle rejsepartnere, Landholdsrejser.dk, har også indsat et ekstra fly for at møde den store efterspørgsel.
»Interessen har været kæmpe. Vi fik hurtigt udsolgt det første fly, og derfor har vi sat endnu et fly ind. Det håber vi at fylde med danske fans, så landsholdet kan få den bedste støtte i Baku,« sagde direktør Nicolai Bryde Nielsen tidligere på dagen til Ritzau.
Kigger man på rejsearrangørens hjemmeside ser det mål ud til at være nået. Der meldes nemlig endnu engang udsolgt på fodboldrejser til kvartfinalen.
Også DBU’s anden rejsepartner, Travelssense, har solgt alle deres rejser til Baku på lørdag.
Ronni Hansen er imponeret over støtten fra de danske fans.
»Det er helt vildt. Det er noget bøvl at komme til Baku, og der er en hvis usikkerhed omkring det, så det er fedt, at så mange rejser derud og bakker om om holdet,« siger han.
Aserbajdsjan er orange i Udenrigsministeriets rejsevejledninger, hvilket betyder, at alle ikke-nødvendige rejser for tiden frarådes. Det betyder også, at der er krav om isolation, når man kommer hjem fra rejsen. Det gælder dog ikke for færdigvaccinerede og tidligere smittede.
Udenrigsministeriets rejsevejledninger kan dog ændre sig, hvis landet bliver gult på EU’s liste over tredjelande, inden kampen spilles på lørdag.