Gareth Bale blev spurgt: »Alle vil have Danmark til at vinde. Hvordan er det?«
Fredag var der pressemøder med Wales og Danmarks landshold, inden de skal mødes i en 1/8-finale lørdag.
Med kun lidt over et døgn til kampstart var der fredag indkaldt til pressemøder med repræsentanter for det walisiske og det danske landshold.
Først bag mikrofonerne var den walisiske landstræner og holdets anfører og største profil, Gareth Bale.
For Danmarks vedkommende har Christian Eriksens hjertestop i gruppespillets første kamp mod Finland fyldt meget i turneringen og hele den situation samt holdets håndtering af den har skabt en bølge af sympati for det danske landshold.
Den forventede sympati til dansk side måtte waliserne også forholde sig til fredag, da en walisisk journalist ifølge TV 2 spurgte Gareth Bale: »Alle vil have Danmark til at vinde. Hvordan er det?«
»Det gør ikke nogen forskel. Vi kender til situationen og sender vores bedste hilsner til Christian. Sikke et flot arbejde, Danmarks hold gjorde i forbindelse med det. Men vi tænker på kampen og håber, vi kan gøre det godt,« lød svaret fra Bale, som desuden sagde, at Wales er vant til at være ”underdog”, uanset hvem de møder.
Bale udtalte også, at det nuværende walisiske landshold er bedre end den udgave, Danmark mødte og besejrede i 2018 med cifrene 2-1 i Nations League.
Wales’ landstræner Rob Page var også med på pressemødet. Her udtalte han ifølge BBC, at Wales bliver nødt til at se bort fra de følelser, som Christian Eriksens kollaps også knytter til kampen.
Rob Page sagde desuden, at han mener, Wales har holdet, der kan slå Danmark:
»Vi er helt klar til at tage hul på kampen, og vi har en plan, vi tror vil virke.«
Danmarks kamp mod Wales begynder klokken 18 lørdag aften. Den spilles i Amsterdam og bliver sendt på DR 1 og Viaplay - du vil også kunne følge den på jp.dk.