Fortsæt til indhold
Fodbold

Lukaku takkede danskerne: »De reddede min vens liv«

Belgiens angrebsstjerne har været dybt berørt af Christian Eriksens situation, og han talte med det danske landshold om situationen også efter kampen.

Torsdagens EM-kamp mellem Danmark og Belgien handlede ikke kun om et resultat, der blev 2-1 til Belgien.

Den handlede i høj grad også om, at det var det danske landsholds første tur tilbage i kamp i Parken, siden Christian Eriksen lørdag aften faldt om på stadionet med et hjertestop.

Hverken Kasper Hjulmand eller den danske trup har lagt skjul på, at hændelsen stadig påvirker holdet. Men det er langt fra kun danskerne selv, der har været berørt.

Det lagde Belgiens angriber Romelu Lukaku ikke skjul på efter kampen, da han opsøgte både Kasper Schmeichel og Kasper Hjulmand. Lukaku er til hverdag holdkammerat med Eriksen i italienske Inter, hvor de to også privat er venner.

»Jeg sagde til dem, at jeg virkelig respekterer dem som mænd. De reddede min vens liv, og jeg vil være dem taknemmelig for livet,« genfortalte Lukaku i et interview med Viasat kort efter.

Romelu Lukaku opsøgte Kasper Hjulmand efter slutfløjtet. Foto: Lars Poulsen

Lukaku fortalte ligeledes, at han selv var meget følelsesmæssigt påvirket i første halvleg, hvor der også blev holdt en spillepause på et minut, hvor Eriksen blev hyldet af publikum og spillere.

Under spilafbrydelsen viste Lukaku da også sine følelser, da han vendte sig mod danske Thomas Delaney for at give ham et kram.

Lukaku omfavnede Kasper Schmeichel. FOto: WOLFGANG RATTAY / various sources / AFP

Kampen endte trods en tidlig dansk føring med en 2-1 sejr til Belgien, efter Kevin de Bruyne blev skiftet ind og gjorde en stor forskel. Ifølge Lukaku »fortjente Danmark dog meget mere.«

Kasper Schmeichel er ikke helt uenig i den vurdering, lod han vide i et andet interview.

»Alt, hvad der er blevet sagt om os er sandt. Vi kæmper til det sidste. Jeg synes, vi spillede en rigtig god kamp. En fantastisk første halvleg. Vi gjorde alt bortset fra at score i anden halvleg. Vi kunne nemt have fået nogle flere. Det var ikke nok, og vi havde ikke heldet med os,« udtalte han således efter kampen.

Danmark sidste gruppekamp er et opgør med Rusland klokken 21 mandag aften.