Da Danmark slog ring om Christian Eriksen
EM-slutrunden, fodboldverdenen, gik i stå, da den danske stjernespiller pludselig faldt om kort før pausen i kampen mod Finland, fik intensiv behandling, kom til bevidsthed og blev kørt på hospitalet.
Synet af tavse danske fodboldspillere, der slog ring om Christian Eriksen, vil blive hængende for altid, de stod dér med ryggen til og vidste ikke deres levende råd, skjulte ansigterne i hænderne, fortvivlede, for de kunne intet gøre, andet end at bede til, at deres kammerat klarede den.
Forvirringen var total. Christian Eriksen, Danmarks fodboldstjerne nummer et, modtog et indkast, løb ind i bolden, men faldt pludselig om i græsset ude ved sidelinjen uden at tage fra. Parken, som havde sunget med en stemme, blev pludselig tavs, de danske spillere slog ring om Christian Eriksen og lægestaben, alle med tårer i øjnene, nærmest vantro, hvad sker der, hænderne blev foldet i bøn, de finske spillere græd, Thomas Delaney græd, alle græd, ansigterne på tribunerne krakelerede, der blev tysset på de fulde fjolser, der ikke fattede alvoren: Christian Eriksen lå livløs i græsset, pludselig blev EM i fodbold ligegyldigt, her den 12. juni 2021 et kvarter i syv om aftenen.
I hjørnet af Parken, derude på græsset, blev der skærmet af med hvide tæpper, flere samaritter og læger kom ilende til, men hvad skete der, alle holdt vejret, finske Paulus Arajuuri foldede hænderne, han kunne slet ikke stå stille, og så begyndte de finske spillere at traske mod omklædningsrummet med bøjede hoveder. Enkelte af deres medrejsende fans begyndte at klappe, men fik ingen reaktion fra de målløse spillere, der indimellem skævede over mod klyngen af danskerne.
Kasper Hjulmand prøvede at bevare fatningen, indtil landstræneren med et tomt blik gik over mod klumpen af spillere rundt om Christian Eriksen. Blikket var stadig stift på vej tilbage mod bænken, hvor han leverede et par ord til folk omkring sig. Ebbe Sand, en af assisterne, lagde en arm om skuldrene på landstræneren.
Alle var rystede
Pludselig, men også langsomt, blev båren løftet, stadig med hvide tæpper som skærm, så der ikke kunne kastes nysgerrige blikke ind, og i samlet flok gik de danske spillere med i omklædningsrummet, alle tydeligt rystede efter 20 minutters uvished, »Christian Eriksen« råbte flere tilskuere taktfast, og så blev der stille igen, på tilskuerpladserne blev der talt lavmælt, tårer tørret væk, forældre og børn kiggede vantro ud på banen, der i timerne forinden havde været et dansegulv, et festlokale, men nu sad alle og ventede: hvad var der sket med Christian Eriksen?
19.02 fik publikum besked på at blive siddende på deres pladser, indtil yderligere information, kampen afbrudt, match suspended, stod der på lystavlerne, men hvad var der sket?
I et hjørne af stadion prøvede en gruppe tilskuere at råbe »Christian Eriksen,« men dette her var ikke bare en fodboldspiller, som skulle rejse sig efter en hårdhændet tackling, det var set på afstand langt, langt alvorligere, det var et lyn, der slog ned, en af livets totalt uventede hændelser, ingen, som i slet ingen havde kunnet forestille sig det, der skete lørdag aften i Parken, hvor en grøn plæne var omgivet af en summen fra tilskuerpladserne, festen var naturligvis aflyst, dette handlede om liv eller død, hjerteskærende glimt af spillere og kammerater og venner, der fra det ene øjeblik til det andet kunne opleve et chok, som de næppe har oplevet, altså pludselig spiller du en EM-kamp, men øjeblikket efter falder din ven om, og du ved ikke, om han overlever.
20 minutter efter sit fald blev Christian Eriksen hentet i ambulance, tilsyneladende ved bevidsthed, mere kunne der ikke tolkes ud fra et foto, hvor en groggy 29-årig dansk fodboldstjerne tog sig til hovedet.
»Christian Eriksen er kørt på hospitalet, og kampen er udsat, der kommer yderligere information 19.45,« kom det fra stadionspeakeren, mens et brøl rejste sig, det begyndte nede ved finnerne, taktfast; ”Eriksen, Eriksen, Eriksen, Eriksen”.
I stabil tilstand
Så løb meldingerne stærkt, Uefa, arrangørerne, havde på Twitter meddelt, at Christian Eriksen var blevet stabiliseret på hospitalet, samme melding kom i Parken, hvor tilskuerne begyndte at synge ”Der er et yndigt land” og svaret kom prompte fra de finske tilskuere, der istemte et »Christian« , hvorefter danskerne replicerede »Eriksen«.
Lidt i otte kom beskeden, alle håbede på. Christian Eriksen er stabil og vågen. Få minutter senere blev det meddelt, at holdene var blevet enige om at genoptage kampen.
Det var ikke kun spillerne, men hele Danmark og Finland, der slog ring om Christian Eriksen på en sommeraften i Parken, som dem, der var der, aldrig glemmer. Nogensinde.