AGF tabte 0-1 til FC Nordsjælland efter tidlig udvisning
AGF var meget utilfreds med dommeren i 0-1-nederlaget til FC Nordsjælland.
AGF-lejren var rasende efter 0-1-nederlaget onsdag aften til FC Nordsjælland.
Aarhusianerne blev reduceret til 10 mand allerede efter seks minutter, da AGF’s forsvarsspiller Bubacarr Sanneh blev udvist, efter at kampens dommer, Morten Krogh, havde set slow-optagelser af den tackling, som Sanneh satte ind på FCN-spilleren Ibrahim Sadiq efter få minutters spil. Bubacarr Sanneh kom først på bolden og tacklede igennem, men ramte efterfølgende Sadiqs ene ben.
Altid meget brok fra AGF
Den tidlige udvisning blev startskuddet til en hårdt spillet kamp og ikke mindst en masse brok fra AGF-lejren. Umiddelbart efter det røde kort fik AGF’s fysiske træner Peter Sand et rødt kort på bænken. Der var også senere gult kort til David Nielsen for brok, ligesom fem andre AGF-spillere fik advarsler for frispark eller brok.
»Det er altid meget brok. Det er en del af AGF’s identitet. Det er klart, at de forsøgte påvirke dommeren endnu mere, fordi de tænkte, at fordi de har fået et rødt kort imod sig, var der nok ikke langt til en udvisning til Nordsjælland eller gule kort,« sagde FCN-træner Flemming Pedersen.
Han var forberedt på, at AGF ville forsøge at påvirke dommeren.
»AGF gør alt for at komme ind i hovederne på modstanderne. Det er god lære for os at møde sådan et virkeligt kompetitivt hold, som AGF er. De smalltalker og er lidt grimme i tacklinger. Det er god lære. Men det er også derfor, at vi normalt altid har haft det svært imod dem,« sagde Flemming Pedersen.
Tydeligt strakt ben
Han mente at udvisningen, der startede det hele, var god nok.
»Den kan sagtens forsvares, og 90 procent af det, der sker derinde, er dommerskøn, så jeg ville aldrig brokke mig over den. Det var tydeligt, at der var strakt ben, og det var tydeligt, at Sadiq blev ramt,« sagde Flemming Pedersen.
I AGF-lejren var der stor utilfredshed med dommerens præstation, især omkring udvisningen.
»Der var ingen tvivl hos dommeren, da han så den, og heller ikke efter kampen, så det giver ingen mening at debattere den. Men jeg mener selvfølgelig, at det var helt forkert,« sagde AGF-træner David Nielsen efter kampen.
Få AGF i ørerne: Lyt til de seneste episoder af ”KSDH – en podcast om AGF” herunder.