Fortsæt til indhold
Fodbold

Fodboldboss undrer sig over Superligaens udelukkelse

Udendørs kulturinstitutioner kan genåbnes med krav om negativ test, men det gælder ikke for Superligaen i fodbold til stor ærgrelse for Divisionsforeningen.

Tilskuerne er umiddelbart ikke på vej tilbage på tribunerne på landets fodboldstadions.

Det er meldingen fra regeringen, som ellers fremlagde en bred genåbning af udendørs kulturinstitutioner på et pressemøde onsdag formiddag.

I den nye aftale indgået mellem regeringen og støttepartierne hedder det sig, at »Udendørs kulturinstitutioner genåbnes med krav om, at besøgende skal fremvise dokumentation for negativtest, der er højst 72 timer gammel,« men det gælder ikke for Superligaen i fodbold.

»Superligaen er ikke inde under kategorien ”udendørs kulturinstitutioner”, og derved ikke med i nuværende genåbningsplan,« oplyser Kulturministeriets presseafdeling.

Det ærgrer Claus Thomsen, som håbede, genåbningen ville betyde en tilbagekomst af fans til landets mange tribuner.

»For klubberne er det meget alvorligt, at der ikke kommer tilskuere på stadion. De har dermed ikke noget at tilbyde deres sæsonkortholdere og trofaste fans. Partnerskaber og sponsorer ved de heller ikke, hvad de har at tilbyde, og det har de ikke vidst i lang tid,« siger divisionsforeningens direktør.

Han understreger dog, at sundhedsmyndighedernes beslutning skal respekteres, men undrer sig dog over den.

»Det er jo et udendørs kulturarrangement, så på papiret burde det vel ligge under genåbningen.«

Efter en lang vinterpause kunne danske fodboldfans ikke andet end at krydse fingre for, at de igen måtte vende tilbage til lægterne på stadion, men da smitten ikke var kommet under kontrol til den forventede genåbning, måtte fodboldfans sætte sig tilbage i sofaen.

Langvarig skadevirkning

Det er snart et år siden, Danmark for første gang blev lukket ned.

Nedlukningen satte Superligaen på pause i marts 2020, inden den igen blev sat i gang 1. juni 2020- uden tilskuere. Siden da blev der åbnet mere og mere for tilskuere på stadions, men da kalenderåret skiftede til 2021, var der igen tomt på tribunerne.

Udover billetindtægter har det kostet de danske fodboldklubber både sponsorater og partnerskaber, og det er et massivt problem, forklarer Claus Thomsen.

»De fleste sponsorater og partnerskaber, er jo noget man har opbygget gennem mange år, og det vil også sige, at hvis de forsvinder, så tager det også mange år at bygge op igen. Det er derfor helt afgørende, at tilskuerne kommer tilbage,« siger han.

»Det handler om at eksponering og hospitality, men bestemt også aktivering, hvor man som sponsor ude til kampene f.eks. kan motivere til at få et kundemøde nede i banken eller noget i den stil.«

Alt er klar til genåbning

Selvom det nu er sikkert, at Superligaen i første omgang ikke må åbne op for tilskuere, er divisionsforeningen klar til, når det sker.

»Vi mener, vi har kapacitet til at genåbne under de forventede forhold. Det blev jo gjort klart i efteråret, at vi kan eksekvere den her såkaldte Superligaordning. Vi kan også udvide med regler om større afstandtagen, introducere mundbind og testning ind i det,« fortæller Claus Thomsen.