Fortsæt til indhold
Fodbold

Rejserestriktioner sender United-opgør til Torino

Manchester United og Real Sociedad møder hinanden på Juventus' hjemmebane i Torino i næste uge.

/ritzau/

Flere fodboldkampe er blevet rykket på neutral grund på grund af europæiske rejserestriktioner.

Manchester United skriver tirsdag på sin hjemmeside, at næste uges møde med Real Sociedad i Europa League skal spilles på Juventus’ hjemmebane i Torino og ikke i Spanien.

Det skyldes de spanske myndigheders restriktioner angående indrejsende fra England på grund af frygt for en britisk coronavariant.

Returopgøret mellem de to hold, der mødes i Europa Leagues 16.-delsfinaler, skal stadig spilles på Old Trafford i Manchester 25. februar.

Også Arsenal og Benficas 16.-delsfinaler mod hinanden bliver rykket til neutrale baner, oplyser Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Her drejer det sig dog om begge opgør. Det første skal spilles på Stadio Olimpico - Romas og Lazios hjemmebane - i Rom, mens returkampen spilles i Athen.

Mandag blev Molde og Hoffenheims møde i samme turnering rykket fra Norge til Villarreal i Spanien.

I Champions League er to kampe - Borussia Mönchengladbach-Manchester City og RB Leipzig-Liverpool - blevet flyttet fra Tyskland til Budapest i Ungarn.