Fortsæt til indhold
Fodbold

Fortuna Hjørring avancerede problemfrit i Champions League

Fortuna Hjørring er klar til ottendedelsfinalerne i Champions League efter samlet 6-2 mod slovenske Pomurje.

/ritzau/

Mesterholdet Fortuna Hjørring er klar til ottendedelsfinalerne i kvindernes Champions League.

Udesejren på 3-0 fra sidste uge blev onsdag fulgt op med 3-2 på hjemmebane mod slovenske ZNK Pomurje, og dermed går danskerne videre med samlet 6-2.

Fortuna dominerede kampen og havde klart flest forsøg, men først i de sidste ti minutter blev returkampen afgjort til dansk fordel.

Først scorede den 18-årige Mathilde Carstens til 2-1 i det 80. minut, og minuttet efter øgede Sara Andersen til 3-1. I tillægstiden pyntede slovenerne på resultatet ved Spela Kolbl.

Emma Snerle havde forinden bragt Fortuna foran i slutningen af første halvleg, men Neli Hofman udlignede midtvejs i anden halvleg.

Brøndby er også med i denne runde, men holdets to kampe mod norske Vålerenga er blevet udsat til 7. og 14. februar næste år på grund af coronaudbrud i Brøndbys trup.

Landsholdsangriberen Sanne Troelsgaard scorede to gange, da hendes svenske klub, FC Rosengård, slog Lanchkhuti fra Georgien med 10-0. Samlet blev det 17-0.

Paris Saint-Germain er også videre i turneringen efter en samlet storsejr på 8-1 over polske Leczna. Nadia Nadim scorede til 1-0 i onsdagens hjemmesejr på 6-1.

Lodtrækningen til ottendedelsfinalerne foretages 16. februar, inden kampene spilles i begyndelsen af marts.