Napoli navngiver stadion efter Diego Maradona
Napoli får sit stadion omdøbt for at hylde afdøde Diego Maradona, oplyser byrådet fredag.
Napolis fodboldstadion bliver omdøbt og får Diego Armando Maradonas navn. Det har byrådet i Napoli vedtaget fredag, skriver nyhedsbureauet AFP.
Myndighederne i Napoli foreslog allerede 25. november ovenpå nyheden om Maradonas død, at stadion skulle have den argentinske legendes navn.
Og fredag - ni dage efter Maradonas død - vedtog et samlet byråd i enighed, at stadion ikke længere skal hedde San Paolo Stadium.
I stedet skal arenaen fremover hedde Stadio Diego Armando Maradona.
Som begrundelse beskriver byrådet Maradona som den bedste fodboldspiller i historien. Byen vil for evigt og ubetinget elske Maradona, lyder det fra byrådet.
Maradona var i sin storhedstid med til at sikre Napoli to italienske mesterskaber i 1987 og 1990 - klubbens hidtil eneste. Han spillede for Napoli fra 1984 til 1991.
Den første hjemmekamp til at blive spillet på Stadio Diego Armando Maradona bliver Europa League-kampen på torsdag mod spanske Real Sociedad.
Maradona, som også vandt VM med Argentina i 1986, blev 60 år.