Island scorede selv, og så knækkede Danmark koden
3-0: Efter en jævn første halvleg kom landsholdet i gang og vandt komfortabelt på en svær udebane.
Skal man vinde over Island, er det klogt at lave det første mål. Det behøvede det danske landshold sådan set ikke, for islændingen satte danskerne i gang med et selvmål kort før pausen. Derfra blev der ydet et professionelt stykke arbejde af Danmark, som vandt 3-0.
Christian Eriksen øgede til 2-0 efter at have spænet fri fra midten, Robert Skov sørgede for at lukke kampen, da der resterede en halv time med et hug op i målhjørnet. Det var rigeligt til at vinde kampen og sørge for, at det danske landshold har så stort et forspring til island i puljen, at danskerne får mulighed for at spille i det øverste lag i næste runde af Nations League. Det er også værd at tage med.
Mens danskerne eksperimenterede sig til en sejr over Færøerne onsdag i Herning, brændte det islandske hold banen af dagen efter, da landsholdet slog Rumænien med 2-1 i jagten på en plads ved EM-slutrunden næste sommer. I det lys var der i søndagskampen mod Danmark i Nations League naturligvis skruet ned for intensiteten, de fremskudte brystkasser, de snærende markeringer og glidende tacklinger med knopperne først.
Islands landshold har en uhyre pragmatisk spillestil, og det kræver virkelig meget løbearbejde, teknisk styrke og en anelse held at overvinde sådan et hold.
Der var ikke noget, der tydede på, at Danmark kunne være i stand til det i 44 minutter. Islændingene – i noget nær stærkeste udgave minus skadede Kári Árnason – havde ikke noget behov for at underholde nogen som helst, men ikke desto mindre var det hjemmeholdet, som i løbet af 45 minutters trist fodbold nåede frem til første halvlegs største muligheder.
Lige inden den halve time løb to tidligere AGF-ungdomsspillere, Victor Pálsson og Jon Dadi Bödvarsson, igennem i højre side, mens sidstnævntes forsøg sad lige på Kasper Schmeichel. Kort efter var Islands stjernefigur, Gylfi Sigurdsson, tæt på. Det var det.
Danskerne evnede ikke at presse tempoet i omgangen med bolden op, alt for mange af de offensive folk kunne ikke holde fast i afleveringerne, og der blev flere gange høvlet høje bolde ind i panden på klipper som Ragnar Sigurdsson. Problemet med det var blot, at det var Kasper Dolberg og ikke hovedstødsstærke Andreas Cornelius, som lå inde i feltet.
Kort før pausen fik danskerne et par hjørnespark, på det andet fik anfører Simon Kjær headet på mål, her skubbede den tidligere Randers FC-målmand Hannes Halldorsson, bolden hen på Runar Már Sigurjonsson, hvorfra den trillede hen mod stolpen og efter dommertrioens skøn passerede målstregen. Det så ikke sådan ud udefra.
Scoringen gav håb om, at islændingene ville gå lidt længere frem på banen i perioder af anden halvleg og dermed give mere plads til danskerne. Det fik Christian Eriksen fra begyndelsen af anden halvleg, da han fra egen banehalvdel løb ned og trillede bolden ind til en dansk tomålsføring. Det var Christian Eriksens 33. mål i sine foreløbigt 99 landskampe og efter en længere periode uden personlig succes var han ret glad for dét mål.
Det var Robert Skov også, ganske forståeligt, da han et kvarter ind i anden halvleg løb frem til en løs bold på kanten af feltet og med det normalt kølige højreben krøllede bolden op i målhjørnet. I løbet af godt et kvarter havde danskerne fået foræret et mål, Christian Eriksen – af alle lige ham – havde scoret på en friløber og venstrebenede Robert Skov havde klasket bolden ind med højrefoden. Fodbold er forunderligt nu og da.
Danmarks næste kamp i Nations League er onsdag i London mod England, som søndag aften vandt 2-1 over Belgien og fører puljen.