Stor udskiftning i VSK-truppen har ikke spændt ben for en stærk sæsonstart
Trods en stor udskiftning i VSK Aarhus-truppen op til denne sæson har 2.-divisions-klubben fået en lovende start.
Jens Gjesing kom i sommer gevaldigt på overarbejde.
For som manager og dermed manden med dirigentstokken er det naturligvis ham, der slet og ret skal træde i karakter, når der skal lokkes lovende talenter til VSK Aarhus. Det er Gjesing, der skal orkestrere klubbens beskedne “scouting-afdeling”, der egentlig blot består af ham selv og den assisterende manager, Mads Post.
Det er det makkerpar, der skal trække i trådene og forhøre sig hos både spillere og agenter.
Og ja, Gjesing og Post har så sandelig brugt adskillige timer hen over sommeren på at rekruttere de rigtige spillere til den aarhusianske divisionsklub. Mere præcist spillere, der måske en anelse uvant ikke sætter kroner og øre før personlig udvikling og udsigten til fast spilletid.
Umiddelbart en vanskelig manøvre, men ikke desto mindre lader det til at være en opgave, der er blevet løst til ug.
For en stund så det ellers sort ud, da den rutinerede superliga-bomber Thomas Dalgaard lagde støvlerne på hylden i foråret, alt imens to af VSK-holdets målmænd ramlede ind i fatale skader såsom et ødelagt korsbånd og en gigtplaget tommelfinger. Og så søgte flere af bænkevarmerne ovenikøbet mod Danmarksserien i håbet om spilletid.
En kæmpe udfordring
Men siden har 12 nye spillere meldt sig under førsteholds-fanerne på Vejlby Centervej; alt lige fra etablerede 2.-divisions-spillere til unge talenter fra superligaklubbernes akademier samt en enkelt Hobro-spiller med en snert af erfaring fra landets bedste række.
»Først og fremmest er det jo en kæmpe udfordring i sig selv at hente spillere med nok kvalitet til en klub, som rent økonomisk ikke har noget at rutte med. Vi skriver jo ikke kontrakter. Og vi er vel tæt på at være den eneste klub i 2. division, der ikke har penge i spil på den måde. Så allerede der er det da klart, at der skal noget ekstra arbejde til – og man skal være langt mere opsøgende. Så det har da været et relativt stort arbejde,« siger Jens Gjesing, der dog alligevel har haft held med at tiltrække en række lovende kræfter til klubben.
»Vi har søgt efter spillere, der for alt i verden gerne vil spille fast. Spillere, der har forstået, hvor vigtigt det netop er i forhold til deres egen udvikling. Hvor spørgsmålet om kroner og øre ikke har været det primære for dem – selv om mange af dem ellers godt kunne have fået et par tusinde kroner udbetalt det ene eller andet sted. I stedet har de valgt at prioritere spilletid hos os,« siger VSK Aarhus-manageren.
En af dem, der valgte VSK Aarhus til, var Rasmus From.
I sommer skiftede den 20-årige målmand fra FC Nordsjællands U19-hold til VSK Aarhus.
For da Rasmus Froms kontrakt udløb i Farum-klubben, stod hans agent pludselig klar med et – skulle det vise sig – attraktivt tilbud fra en snarrådig Jens Gjesing, der lokkede med spilletid på seniorniveau i 2. division.
Og det var simpelthen sød musik i den unge keepers øre.
»Lige nu betyder penge ikke alt. Og lige nu vil jeg hellere prøve mig selv af på så højt et niveau, jeg nu engang kan. Ambitionen er helt klart at få så mange kampe på seniorplan som overhovedet muligt – og allerhelst slå igennem i 2. division og så tage skridtet videre derfra. Derfor føler jeg også, at VSK Aarhus er det helt rigtige sted for mig lige nu,« siger Rasmus From, der allerede på nuværende tidspunkt har nuppet tjansen som førstevalg i det aarhusianske bur.
De drilske marginaler
Med en aktuel plads i den eftertragtede top seks med få udsving indledningsvist lader det til, at de interne relationer hurtigt er faldet på plads. Som udgangspunkt kan det da også med lidt god vilje betegnes som en godkendt sæsonstart, medgiver Jens Gjesing.
»Men der er jo altid nuancer ...« indvender han da også prompte.
For jo, VSK Aarhus er da videre i landets pokalturnering efter 2-1-sejren i midtugen over et odenseansk danmarksseriehold – videre til en duel mod et stort superligahold, nemlig AC Horsens – og i divisionen ligger man da også forud for lørdagens opgør mod topholdet fra Jammerbugt på en ganske acceptabel femteplads a point med lokalrivalerne fra Aarhus Fremad.
Alligevel er der tale om nogle drilske marginaler, der indtil nu har hældt lidt malurt i bægeret.
»Vi har haft store problemer med at få sparket bolden det sidste, men nok så afgørende stykke ind over stregen. Og vi har skullet producere enormt mange chancer for at score enormt få mål – hvilket selvfølgelig har været frustrerende,« siger Jens Gjesing.
Men han glæder sig over, at det er gået »overraskende stærkt« med at få spillet den nye trup sammen.
Og lørdag gælder det så hjemmebaneopgøret mod Jammerbugt FC.
»Jammerbugt er p.t. det stærkeste hold i tabellen. Men vi har en stor tro på egne evner, og vi kan slå alle hold i rækken. Det er vi ikke i tvivl om. Men vi er også godt klar over, at det vil kræve markante præstationer hver eneste weekend,« slutter Jens Gjesing.