Fortsæt til indhold
Fodbold

Taktisk og professionel indsats sikrede FCM godt udgangspunkt

FC Midtjylland sikrede sig et fornuftigt udgangspunkt til returkampen, da holdet spillede 0-0 på udebane mod Slavia Prag.

De danske mestre fra FC Midtjylland leverede en solid og professionel indsats, da klubben spillede 0-0 mod de tjekkiske mestre fra Slavia Prag i den første af to playoff-kampe til Champions Leagues gruppespil.

På forhånd var danskerne undertippede på den normalt så svære udebane i Tjekkiet, men FCM så ud til have lært af »de dyre lærepenge,« som Claus Steinlein har omtalt ved midtjydernes tidligere europæiske skuffelser.

Svær midtjysk start

Slavia Prag formåede at sætte midtjyderne under pres i kampens tidlige fase, og især hjemmeholdets hurtige nigerianske kantspiller Peter Olayinka skabte uro i det midtjyske forsvar, hvor Joel Andersson var kommet på arbejde.

Netop Olayinka var også manden bag tjekkernes første store chance efter 14 minutter, da han gik forbi svenskeren på FCM’s baglinje, før han lagde bolden tilbage til en fremadstormende Tomas Holes, der sparkede hårdt på mål. Men Jesper Hansen greb sikkert det knaldhårde skud.

Efter en vanskelig indledning kom FC Midjylland bedre med, og første halvleg blev en meget taktisk og nervøs affære, hvor det var tydeligt, at begge hold fokuserede på at stå meget kompakt og ikke efterlade for meget rum til modstanderen.

Når der opstod den mindste tvivl, sparkede begge hold en lang eller høj bold til duel, der betød, at boldbesiddelsen skiftede frem og tilbage. Det gav en rodet første halvleg, der scoringsmæssigt sluttede som den startede.

FCM tættest på

Anden halvleg startede efter samme opskrift. Slavia Prag forsøgte sig med langskud, som Jesper Hansen sikkert tog sig af, mens midtjydernes tilnærmelser kom fra frispark omkring banens midte, der blev hældt i feltet.

Den opskrift gav også danskerne den første store chance, da Anders Dreyer sparkede et frispark ind i Slavia-feltet, hvor den ellers udskældte angriber Sory Kaba kom højest og headede bolden mod fjerneste stolpe. Men Slavias tjekkiske målmand Ondrej Kolar leverede en flot redning, og på returbolden kunne Awer Mabil ikke holde bolden under overliggeren.

Jens-Lys Cajuste var igen en stærk ankermand på FC Midtjyllands centrale midtbane. Foto: David Cerny/Reuters.

Med cirka 20 minutter tilbage skiftede FC Midtjylland Pione Sisto på banen, og kantspillerens driblefærdigheder gav danskerne et mere sprudlende aftryk fra midtjydernes venstreside, hvor den tjekkiske højreside havde svært ved at forholde sig til fremadstormende Paulinho og FCM’s vævre kantspiller.

Faktisk var det FCM, der var tættest på at tage sejren, da Sory Kaba kom igennem i en to-mod-én-situation, hvor han vil ærgre sig over, at han forsøgte at spille bolden på tværs til Pione Sisto, da den tilbageværende forsvarsspiller nemt kunne opsnappe bolden.

Umiddelbart efter faldt en løs bold ned for fødderne af anfører Erik Sviatchenko, der sparkede mod mål, men igen var den tjekkiske målmand på plads.

Det hele sluttede 0-0, og dermed sikrede de danske mestre sig et fint udgangspunkt forud for returkampen, der spilles næste onsdag klokken 21.