FCM overvandt usikker start
FC Midtjylland hentede en 1-0-sejr, da klubben lørdag tog imod Lyngby.
FC Midtjylland høstede lørdag sæsonens første Superliga-sejr med 1-0 hjemme mod Lyngby, trods fem nye mand i startopstillingen i forhold til onsdagens vitale sejr over schweiziske Young Boys i Champions Leagues kvalifikation.
Midtjyderne startede usikkert, og det lignede en snert af europæiske tømmermænd. Mange opspilsfejl hos et uorganiseret FCM-hold gav gode omstillingsmuligheder til gæsterne, men Lyngby tog ikke muligheden, da den bød sig.
I stedet gik det, som det ofte gør, når top møder bund; efter 14 minutter opsnappede Pione Sisto en løs bold på kanten af feltet, som han resolut sparkede hårdt og fladt i modsatte målhjørne til 1-0.
Det gav ro til FCM-holdet, der efterfølgende holdt godt fast i bolden og fik Lyngby-spillerne til at løbe efter bolden i resten af første halvleg.
Anden halvleg begyndte på samme måde; FC Midtjylland lagde usikkert ud og lavede flere store opspilsfejl, men Lyngby formåede ikke at gribe muligheden.
Midtvejs i anden halvleg begyndte hjemmeholdet så småt at spare spillere forud for tirsdagens brag mod Slavia Prag, men spillet på banen ændrede sig ikke. Det bølgede frem og tilbage, og FCM-fans kan næppe have siddet roligt i sædet foruden en beroligende 2-0-scoring.
Tættest på den scoring var Sory Kaba, der måtte se sit skud reddet af Lyngbys Thomas Mikkelsen i målet.
Lyngby var aldrig for alvor tæt på den udlignende scoring før fire minutter før tid, hvor en klumpspilsbold efter et hjørnespark faldt ned for fødderne af Lasse Fosgaard, der sparkede forbi Jesper Hansens mål.
I sidste ende var Sistos 1-0 mål nok til at vaske første rundes nederlag til Sønderjyske væk.