Skuffende AGF-aften i slovensk provins
I en halv time lignede AGF en klar vinder, men en sløj sidste time og manglende skarphed kostede mod NS Mura.
Den første halve time viste, at AGF burde have vundet udekampen i Slovenien. Men efter en svag sidste time og en forsvarsbrøler af anfører Niklas Backman, røg AGF ud af Europa League med 0-3 mod NS Mura.
Bronzevindere blev basket ud af et umiddelbart svagere hold, men hvad nytter det, når man ikke kan sparke bolden i mål og desuden forærer modstanderne initiativ og en voldsom chance.
Op til kampen måtte AGF-træner David Nielsen se bort fra Milan Jevtovic, som var løbet ind i en mindre skade ved træningen dagen inden, og der gik såmænd kun en halv time af torsdagens kamp, inden endnu en AGF’er måtte give op.
Denne gang var det hurtige Gift Links, som fik en lårskade. Sydafrikaneren blev afløst af Søren Tengstedt på et tidspunkt, da AGF havde domineret udekampen og havde spillet sig frem til en hel og et par halve muligheder.
Da Gift Links forlod banen, mistede AGF sin hurtigste mand, og det var muligvis en del af årsagen til, at NS Mura kom tilbage i opgøret - og endte med at vinde.
Største åbne målchance i første halvleg fik Patrick Olsen, hvis spark blev reddet på stregen af Jan Gorenc. NS Mura havde ikke meget at byde på offensivt, men alligevel var det slovenerne, der kom foran, da selvsamme Jan Gorenc nåede først til et hårdt indlæg fra venstre i rummet mellem målmand William Eskelinen og forsvaret.
I den bageste kæde havde anfører Niklas Backman afløst Sebastian Hausner, men ellers stillede AGF med samme udgangsformation som mod Vejle i mandags. Da havde AGF held til at mose modstanderne, det prøvede AGF også fra begyndelsen af onsdagens kamp, men efter en halv time smuldrede det ellers fine AGF-initiativ og fejlene og misforståelserne blev flere og flere i en kamp i et alt for lavt tempo for AGF’s smag.
Straks efter pausen prøvede AGF at presse Mura tilbage, det lykkedes at spille Bror Blume frem til et par habile skudforsøg, som begge blev bremset, inden den nåede ind til mål. Trods overvægt i boldbesiddelse lavede AGF’erne for mange fejl, de afgørende pasninger lå lige lidt for langt fra modtageren.
En normalt boldsikker type som Bror Blume havde en voldsom fejlprocent, indhopperen Søren Tengstedt flagrede rundt og Patrick Olsen tog for mange berøringer efter pausen.
Tilbagevendte Niklas Backman kiksede med 20 minutter tilbage en hovedstødsaflevering til sin målmand, og så kunne Kevin Zizek øge til 2-0. Straks efter prøvede AGF-træner David Nielsen med friske kræfter i form af Nicklas Helenius og Albert Grønbæk, og AGF var også tæt på at reducere, men det lignede ikke en aften, AGF kunne score på selv de største muligheder. Og slet ikke to gange, som var påkrævet, hvis kampen skulle tvinges ud i en ekstra halv time.
I overtiden øgede hjemmeholdet tilmed til 3-0 efter helt igennem svag AGF-indsats i Slovenien.