»Silkeborg er favorit til oprykning«
Hobro og Viborg sparker »historiens stærkeste 1. division« i gang torsdag aften.
Tre Superliga-nedrykkere.
Det er et af samtaleemnerne om den nye sæsons 1. division, der skydes i gang torsdag aften med et brag mellem Superliga-nedrykkerne fra Hobro og Viborg FF.
Jyllands-Posten har derfor bedt fodboldekspert og kommentator på Viasats dækning af 1. division Poul Hansen om at give sine forudsigelser på sæsonen.
Struktur
Omstruktureringen i Superligaen betyder, at tre Superliga-nedrykkere er at finde i årets 1. division. Efter 22 kampe opdeles de 12 hold i et opryknings- og et nedrykningsspil. To hold rykker op i Superligaen.
»Strukturen betyder et voldsomt pres – især i bunden. Det bliver heftigt, og der vil komme mange lige kampe. Feltet er snævret ind i toppen, og det bliver tæt.«
Favorit til oprykning
»Silkeborg bliver gode. De har et sultent hold, og de sluttede sæsonen rigtig godt og gik på sommerferie med en god fornemmelse. De spillede sig også op i tempo i løbet af sæsonen. De har økonomien i orden, så jeg tror, de bliver stærke. Silkeborg er favoritter, men både Viborg og Esbjerg vil være relativt tæt på.«
Nedrykningstruet
»Jeg kan ikke rigtig se ét hold. Helsingør kommer stærkt op som oprykker, spår jeg. Hvidovre vil naturligvis være dernede, for jeg forestiller mig ikke, at de kan lægge så voldsomt meget på. Fredericia og Kolding risikerer også at ryge i fedtefadet.«
Sæsonens overraskelse?
»Jeg kan ikke se nogen overraskelse, når jeg har så bred en top. Jeg kan ikke tro, at der kan komme nogen, der kan gøre det bedre end klubberne i toppen.«
Hvem skal man holde øje med?
»Magnus Mattson fra Silkeborg bliver spændende, nu hvor han er klar efter en lang skadepause, for han var rigtig god, før han blev skadet. Det bliver også spændende, om Thomas Enevoldsen kan finde niveauet fra AaB-tiden, for så bliver han afgørende for dem.«