Fabelagtigt drøn cementerede Nordsjællands sejr i målrigt opgør
Med to mål blev FC Nordsjællands Kamal Deen Sulemana den afgørende faktor i mandagens lokalopgør i Farum
FC Nordsjælland triumferede på hjemmebane mandag aften mod Lyngby Boldklub med en overbevisende 4-1-sejr.
Det nordsjællandske lokalopgør blev et intenst og tempobetonet ét af slagsen mellem to mandskaber, der begge ihærdigt jagtede sæsonens første sejr. Men på det hurtige plasticunderlag i Farum var det de vævre og rappe Nordsjælland-teknikere, der slutteligt løb med de tre point i et seværdigt og målrigt opgør.
Indledningsvist stod ”de kongeblås” keeper, den bundrutinerede Thomas Mikkelsen, ellers ganske solidt i Lyngby-buret, der flere gange blev bestormet af de hurtige nordsjællændere. Og det var såmænd også gæsterne, der først kom i front, da Kasper Jørgensen i det 42. minut i to forsøg fik høvlet bolden i kassen. Et mål, der dog lige skulle tjekkes godt og grundigt igennem af VAR.
Kortvarigt derefter virkede hjemmeholdet noget rundt på gulvet, men fik reddet sig nogenlunde helskindet til pause.
I anden halvleg skulle der omvendt blot gå fem minutter, før et tændt Nordsjælland-hold udlignede på hjørnespark - men her burde VAR ret beset også have blandet sig, da en ulovlig screening blev taget i brug i scoringsøjeblikket.
Bare fire minutter senere var Kamal Deen Sulemana så på pletten, da han efter et fikst soloridt i Lyngby-feltet huggede bolden i netmaskerne til 2-1.
Tempoet blev derefter for alvor skruet i vejret. Og det bekom Nordsjælland bedst.
Med et kvarter igen sparkede Magnus Kofod Andersen hjemmeholdet på 3-1 efter et velspillet angreb. Og i det 80. minut var det igen 18-årige Sulemana der i sandhed stjal showet, da han med et eminent spark fra kanten af feltet curlede bolden helt op i krogen til stillingen og slutresultatet 4-1.
Med sejren spillede Nordsjælland sig dermed op på femtepladsen i Superligaen, mens Lyngby blev henvist til tabellens bund.