Danske Europa League-hold kommer på vanskelige opgaver
AGF kan ramle sammen med PSV Eindhoven, mens Sønderjyske møder Viktoria Plzen i Tjekkiet.
Der blev trukket lod for tre danske hold i Europa League-kvalifikationen tirsdag eftermiddag i Nyon.
For at tage den mest simple del af lodtrækningen først.
Sønderjyske, der er dansk pokalmester, skal møde Viktoria Plzen fra Tjekkiet i tredje runde af Europa League-kvalifikationen.
Opgøret spilles på grund af coronapandemien kun over et enkelt opgør 24. september, og tjekkerne fik fordel af hjemmebane.
Avancerer Sønderjyske fra tredje runde, venter playoffrunden, som er sidste skridt inden gruppespillet.
AGF og FC København var også med i tirsdagens lodtrækning i Nyon.
Sidste sæsons sølv- og bronzevinder i Superligaen skal dog først vinde deres kampe i anden kvalifikationsrunde for at gå videre til opgørene i tredje kvalifikationsrunde.
Og skal AGF og FCK i gruppespillet, kræver det igen, at de vinder over endnu en modstander i en eventuel afgørende playoffrunde.
AGF skal hjemme møde hollandske PSV Eindhoven i tredje runde af Europa League-kvalifikationen, hvis AGF går videre fra mødet mod enten Nõmme Kalju fra Estland eller Mura fra Slovenien i anden runde af Europa League-kvalifikationen.
FC København skal i tredje runde af Europa League-kvalifikationen hjemme møde vinderen af opgøret mellem polske Piast Gliwice og østrigske Hartberg, hvis FCK går videre fra mødet med svenske IFK Göteborg i anden runde af Europa League-kvalifikationen.
Piast råder blandt andre over den tidligere OB- og AGF-back Mikkel Kirkeskov, som dermed måske kan se frem til en kamp i Parken 24. september.