Fortsæt til indhold
Fodbold

Kasper Schmeichel råbte forgæves, da landsholdet leverede en bleg indsats

Danmark kunne ikke true et voksent belgisk mandskab, og så tabte landsholdet i Kasper Hjulmands første kamp.

Efter 34 kampe uden nederlag (efter ordinær spilletid) måtte det danske landshold give fortabt i mødet med Belgien i Parken. I den første Nations League-kamp i denne sæson, og den første landskamp siden november 2019, tabte Danmark 0-2, og den debuterende landstræner, Kasper Hjulmand, fik en ubarmhjertig første kamp.

Uden tilskuere var det en håbløs opgave at tro, at landsholdet kunne skabe begejstring fra første fløjt med Hjulmand som chef, tilmed mod et af de bedste landshold i verden. Det - og en hel del andet - lykkedes ikke en forholdsvis begivenhedsløs aften i Parken.

Pierre Emile Højbjerg kom forholdsvis skævt ind i kampen, da han allerede efter tre minutter sparkede Youri Thielemans ned og fik et gult kort, måske et forvarsel om drabelige dueller i Premier League, når de to mødes for Tottenham og Leicester. Fem minutter senere væltede Yussuf Poulsen en modstander i nærheden af feltet, frisparket viftede Kasper Schmeichel på overliggeren og videre til hjørnespark.

På det flade spark var Pierre Emil Højbjerg uopmærksom, og så stak den langhårede midterforsvarer Jason Denayer støvlen frem og bragte Belgien foran.

Se målet her (video: dplay):

Belgien er nummer et på verdensranglisten, og der havner man ikke uden at have et bundsolidt hold. I Parken lørdag aften i en spøgelsesagtig kulisse måtte belgierne tilmed stille op uden tre af de allerbedste, Eden Hazard, Kevin de Bruyne og målmand Thibout Courtois.

Den danske modstander trak klogt tempoet ned, lod danskerne forsøge at trille sig gennem en robust organisation for så at slå til, når bolden blev tabt. Opgør mellem to ret dygtige hold, når det gælder taktik, afgøres af fejl og små glimt af klasse på en bund af tålmodighed.

I indledningen havde det danske hold besvær med at få kontrol på midten af banen, ofte resulterede det i, at Simon Kjær sendte buede bolde i dybden, hvorefter det drejede sig om dueller. I det spil var det granvoksne belgiere, som Kasper Dolberg og de øvrige ramlede ind i.

Det første seriøse forsøg fra Danmark var et langskud af Christian Eriksen, som havde appel, men Simon Mignolet vippede bolden over mål. Kort efter var Robert Skov, holdets nye venstreback, ved at sætte et mål op med Thomas Delaney som mellemled, men Kasper Dolberg nåede ikke frem.

Landstræner Kasper Hjulmands mest markante ændringer på personalefronten var Robert Skov som venstre back og Daniel Wass modsat i en 4-3-3-formation, som til tider var lidt skæv, når Skov drønede med frem i venstre side. Taktisk var det et ofte vovet højt pres på de boldsikre belgiere, som spillede med høj risiko i pasningerne foran eget mål, en arrogance, som verdens bedste landshold kan tillade sig.

Når Belgien forsvarede sig, var det med en bred vifte på fem spillere, og det begrænsede i nogen grad det danske ønske om at bryde igennem på fløjene – og det gjorde kravet om kvalitet i gennembruddene centralt store.

Efter en farveløs dansk indsats i første halvleg, hvor landsholdet ikke evnede at trykke Belgien for alvor i jagten på en udligning, kunne man givetvis have forventet en form for modsvar på Belgiens føringsmål i en tom arena, hvor det tydeligt fremgik, at modstanderne var klart mere vokale og verbalt hjælpsomme over for holdkammeraterne end danskerne, hvor man mest hørte målmand Kasper Schmeichels dessiner.

Mens danskerne skulle kombinere sig igennem mod et fysisk stærkt forsvar, kunne belgierne lukrere på lange bolde op på Romelu Lukaku, som sugede boldene til sig. Det var enkelt og effektivt.

Når Danmark fik muligheden for en omstilling, blev bolden ikke spillet kvikt nok fremad, og kombineret med for stor spildprocent i afleveringerne på den sidste tredjedel, var det vanskeligt at øjne en dansk udligning.

»Tempo, tempo, tempo,« råbte Kasper Schmeichel, men den slags fordrer bevægelser hos medspillerne, som straks efter krævede af sine medspillere, at »I skal være fucking nådesløse!«

Det viste sig, at belgierne var det mest ubarmhjertige hold på dagen.

Med 20 minutter tilbage blev Martin Braithwaite erstattet af Joakim Mæhle, der gik ind i højre side og skubbede Daniel Wass længere frem, mens Yussuf Poulsen skiftede til venstrekanten.

Ikke uventet var det Romelu Lukaku, som på gen hånd skabte den største mulighed, da han trods Simon Kjærs tætte tilstedeværelse fik tvunget Kasper Schmeichel ud i en redning. Kort efter lignede det, at Lukaku skulle have et straffespark, men dommeren vinkede afværgende, hvorefter Dries Mertens nemt kunne øge til en belgisk tomålsføring.

I slutfasen ændrede danskerne til en 3-5-2-formation med Andreas Cornelius på toppen, men tiden var løbet ud for landsholdet, som allerede tirsdag skal i kamp igen, når England kommer forbi Parken til en opgave, der næppe bliver lettere end den lørdag aften.

Målmand Kasper Schmeichel får i den grad behov for at råbe sine holdkammerater op i det opgør.

Genlæs livebloggen fra kampen her: