Braithwaite forbereder sig på ny sæson i Barcelona
Martin Braithwaite har ikke haft samtaler med FC Barcelona om at skulle forlade klubben, siger han.
Fortsætter Martin Braithwaite i FC Barcelona, eller skifter han efter få måneder i klubben, fordi han ikke indgår i klubbens fremtidsplaner?
Det spørgsmål har været vendt og drejet i danske og spanske medier, men hos hovedpersonen fylder det intet.
Over for B.T. slår Braithwaite fast, at han er en del af fremtiden i storklubben.
- Hvorfor skulle jeg ikke være det? Jeg har kontrakt i fire år endnu med Barcelona, og jeg har det fantastisk i klubben, og den er glad for mig, virker det som om, så jeg har en rigtig god fornemmelse af, hvor jeg er, siger Braithwaite til avisen.
Barcelona har netop fået ny cheftræner i skikkelse af Ronald Koeman, men den danske angriber fortæller, at han ikke har haft samtaler om et klubskifte.
- Jeg tænker kun på, hvordan jeg skal forberede mig til at spille godt for Barcelona i næste sæson. Jeg er sindssygt sulten efter at komme ud i næste sæson og vinde en masse titler, siger Braithwaite.
Han er en del af landsholdet, der i denne uge er samlet forud for kampene i Nations League mod Belgien og England henholdsvis 5. og 8. september.