Messi vil væk: »Håber, de skilles i god ro og orden«
Carles Puyol og Gary Liniker udtrykker forståelse for Lionel Messis beslutning, mens Barcelonas præsident får verbale tæsk.
Lionel Messis præstationer for FC Barcelona vil for altid gå over i historien. Den 33-årige argentiner har gang på gang sat en streg under, at han bør nævnes blandt de bedste spillere nogensinde, men nu vil han ifølge flere nyhedsmedier væk fra sin spanske klub.
Og den slags går ikke ubemærket hen.
Nyheden kom ud tirsdag aften, og siden er der blevet skrevet over to millioner tweets om legendens mulige forestående farvel. Og det er alene i Danmark. I Barcelona samlede flere fans sig foran klubbens hjemmebane Camp Nou, hvor de tiggede Lionel Messi om at blive og krævede, at Barcelonas præsident, Josep Maria Bartomeu, forlod sin position. Klubbens tidligere forsvarslegende og anfører Carles Puyol støttede argentineren via det sociale medie Twitter:
»Respekt og beundring, Leo. Al min støtte, ven.«
Respeto y admiración, Leo. Todo mi apoyo, amigo.
— Carles Puyol (@Carles5puyol) August 25, 2020
Også den tidligere, engelske landsholdsangriber og nuværende fodboldekspert Gary Lineker gav sin holdning om Messis situation til kende på Twitter. Lionel Messi skulle efter sigende have udløst en klausul, der tillader argentineren at forlade klubben kvit og frit. FC Barcelona er dog af den overbevisning, at fristen for klausulen er udløbet. Gary Lineker håber derfor, at Lionel Messi og FC Barcelona kan skilles i god ro og orden:
»Hvis Messi forlader FC Barcelona ved at aktivere en frigørelsesklausul, håber jeg, at klubben prøver at hjælpe, ikke hindre ham. Han har været loyal og deres største spiller nogensinde. Det ville være frygteligt trist, hvis det sluttede med en kamp mellem spilleren og klubben.«
Josep Maria Bartomeu har været i stærk modvind siden FC Barcelonas Champions League-exit mod Bayern München, og Lionel Messis beslutning sætter Barcelonas præsident under yderligere pres. Klubben har udskrevet valg til marts 2021, men flere kræver allerede nu Bartomeus afgang - heriblandt den 47-årige forretningsmand Victor Font, der selv stiller op til valget. På Twitter skriver han:
»Man ved udmærket godt, at hvis catalonierne kunne tage hen til stadion, ville hele banen runge: ”’Bartomeu er allerede i gang med at knække!’” Han har ikke engang været i stand til at beskytte historiens bedste. Derfor insisterer vi på, at Bartomeu går af og udskriver valg så hurtigt som muligt!«
Selv om hverken Lionel Messi eller FC Barcelona officielt har meldt noget ud, virker forholdet til at være svært at redde. Argentineren har været en del af FC Barcelona siden 2001. Siden sin debut for førsteholdet i 2004 har argentineren spillet 731 kampe og scoret 634 mål.