Fortsæt til indhold
Fodbold

En »historisk latterliggørelse« kan skabe varige ødelæggelser

FC Barcelona tabte 8-2 til Bayern München i Champions League-kvartfinalen, og det kan få konsekvenser.

Selv for sejrherren var det ved at blive for voldsomt.

Med et næsten undskyldende udtryk fulgte Hans-Dieter Flick - der som tysk assistent også var med til at vinde 7-1 over Brasilien i VM-semifinalen 2014 - sine Bayern München-spillere splitte FC Barcelona ad i 8-2-sejren i fredagens Champions League-kvartfinale i Lissabon.

Nu er spørgsmålet, hvordan den spanske storklub kan samle sig sammen efter det historiske nederlag, der er det største for FC Barcelona siden 8-0-nederlaget til Sevilla i den spanske pokalturnering i 1946. Klubben har aldrig tabt så stort i Champions League.

For der vil komme ændringer, fastslog Barcelona-præsident Josep Maria Bartemou i timerne efter nederlaget.

»Vi var ikke den klub, som vi repræsenterer. Jeg undskylder,« indledte han og fortsatte:

»Der er nogle beslutninger, som vi allerede har taget, og andre, som vi skal tage over de næste par dage. Annonceringerne vil blive annonceret fra den kommende uge. Vi er nødt til at tage beslutningerne, når tingene er faldet lidt ned. I dag (fredag, red.) er en dag til refleksion, og så vil vi forsøge at få fansenes humør op igen efter så tungt et nederlag«.

Samtidig lagde etablerede spillere som forsvarsprofilen og den tidligere verdensmester Gerard Pique op til store ændringer på holdet, der blev nummer to i den spanske liga.

FC Barcelona blev ydmyget med 8-2 i kvartfinalen mod Bayern München i Champions League. Foto: Manu Fernandez/Pool via REUTERS

»Hvis jeg er nødt til at smutte, for at tingene bliver bedre, så gør jeg det som den første. Vi er alle nødt til at kigge indad, reflektere og beslutte, hvad der er bedst for klubben,« udtalte han efter kampen.

Samme toner kom fra midtbanetalentet Frenkie de Jong, der kom til klubben fra Ajax inden denne sæson:

»Jeg synes, kampen viste, at vi har en masse problemer på holdet. Det viste, at vi ved, at vi er nødt til at lave en masse ændringer«.

Allerede nu bliver der spekuleret i, om det bliver med anføreren og superstjernen Lionel Messi på holdet. Argentineren har kontraktudløb til næste sommer, og spørgsmålet er, om den 33-årige angriber har tålmodigheden til at være en del af en omfattende genopbygning af holdet. På den anden side har Lionel Messi altid spillet for FC Barcelona, som han har vundet flere Champions League- og La Liga-titler med.

Mens fansene venter på svar, hagler kritikken ned fra de spanske medier, der kalder nederlaget for »en historisk latterliggørelse« og »katastrofe for alle«. Samtidig bliver der spekuleret i, om den tidligere Tottenham-træner Mauricio Pochettino eller Barcelona-legenden Xavi skal efterfølge træneren Quique Setien, hvis han ender med at blive fyret efter en aften, hvor selv hans modstander så ud til at have medlidenhed med ham.