Selv Gary Lineker hyldede FCK-profiler: »Looks bloody good«
Både Manchester United, Gary Lineker og Cesc Fabregas hylder FC København - og især to profiler - efter mandagens kvartfinale.
Præstationen sikrede ikke et videre avancement, men FC København satte endnu en gang en streg under, at holdet har evnerne til at spille lige op mod Europas sværvægtere.
Og sådan noget går ikke ubemærket hen.
I mandagens nederlag på 1-0 til Manchester United i Europa League-kvartfinalen leverede især Rasmus Falk og Karl-Johan Johnsson to pragtpræstationer, og de to FCK-profiler blev efterfølgende anerkendt fra flere sider.
Da Rasmus Falk blev skiftet ud i den forlængede spilletid, valgte Manchester Uniteds David De Gea, som sad på tribunen, ifølge Tipsbladet at klappe ad danskeren, og ifølge den De Geas manager, Ole Gunnar Solskjær, leverede Rasmus Falk også en decideret »fantastisk præstation«.
»Han gav os problemer i både venstre og højre side. Han var teknisk god og hurtig, og han var efter behag i stand til at vende sig på modspillerne. Vi så det mod Istanbul, hvor han flikkede bolden forbi en modstander i det lille felt og næsten var i stand til at score. Han skabte deres største chance med en fantastisk detalje, men heldigvis for os blev Jonas Winds afslutning blokeret af Aaron (Wan-Bissaka red.),« sagde nordmanden på pressemødet efter kampen.
Også den tidligere engelske landsholdsangriber og nuværende fodboldekspert Gary Lineker havde de store ord fremme. På det sociale medie Twitter skrev han bl.a., at Rasmus Falk »looks bloody good«, mens han senere skrev om Karl-Johan Johnsson:
»Johnsson har været latterlig. Hvilken præstation.«
Looks bloody good. https://t.co/yAG9V6etuQ
— Gary Lineker (@GaryLineker) August 10, 2020
Ifølge BBC Sport var FCK-målmandens 13 redninger i opgøret det højeste antal redninger i en Europa League-kamp i 11 år. Det noterede den spanske midtbaneveteran Cesc Fabregas sig.
»Bedste kamp i sit liv for denne målmand. Utroligt,« skrev den tidligere Arsenal-, Chelsea- og Barcelona-spiller på Twitter.
Game of his life this keeper. Incredible.
— Cesc Fàbregas Soler (@cesc4official) August 10, 2020
Ifølge FCK’s Ståle Solbakken var holdets præstation en af de bedste nogensinde i klubbens historie.
»Man skal have med i tankerne, at mange af spillerne ikke har været i nærheden af at spille på sådan et niveau her før,« sagde han bl.a. på pressemødet.
Mens Manchester United nu er videre til semifinalen, hvor englænderne enten skal møde Wolves eller Sevilla, er FC Københavns sæson ovre. Efter en lille ferie træder hovedstadsklubben i den kommende sæson ind i anden runde af Europa League-kvalifikationen.