Fortsæt til indhold
Fodbold

»Det bliver ikke nemt at afløse Bo Henriksen«

AC Horsens skal efter næste sæson finde en ny manager, da Superligaens mest højrøstede leder stopper i klubben.

Måden, som det lykkedes Bo Henriksen at ansætte backen Michael Lumb på for to år siden, fortæller meget godt, hvordan AC Horsens-manageren arbejder. I flere år havde Bo Henriksen ofte talt med Michael Lumb og understreget, at ham ville han vildt gerne arbejde sammen med.

»Da jeg stoppede i Lyngby, ringede Bo som den første til mig. Og han snakker jo godt for sig,« siger Michael Lumb, som betingede sig, at han fortsat kunne bo i Rødovre.

Det krav var Bo Henriksen med på, og han har sørget for, at Michael Lumb ikke behøvede at starte bilen hver dag for at trille tværs gennem landet for at træne. I de seneste seks år i AC Horsens har Bo Henriksen via sine mange kontakter hentet adskillige spillere fra lavere rangerende klubber, udviklet dem og siden solgt dem videre med fortjeneste til større klubber.

Næste sommer stopper Bo Henriksen i AC Horsens, som han har fået ud af den næstbedste række og i sæsonen 2017/18 tilmed i mesterskabsslutspillet. I denne sæson sikrede AC Horsens sig tidligt mod nedrykning, og klubben var tæt på at nå playoff-finalen om en europæisk plads.

»Jeg tror ikke, det bliver nemt at afløse ham, og måske er klubben nødt til at omstille sig lidt i forhold til det, man har gjort tidligere,« mener Michael Lumb.

Ifølge Michael Lumb har Bo Henriksen lavet et fantastisk stykke arbejde i en klub med et af Superligaens mindste budgetter.

Et signal til andre klubber

»Han har fine kort på hånden i forhold til et nyt job, fordi han er god til at finde spillere uden at have ret mange penge at gøre med. En klub som AC Horsens er måske heller ikke første prioritet for alle fodboldspillere,« forklarer Michael Lumb.

Den højtråbende AC Horsens-manager har givet sin arbejdsgiver et år til at finde den rette kandidat, og samtidig har han sendt et signal til øvrige klubber om, at han selv er ledig på markedet næste sommer. Bo Henriksen er – udover Ståle Solbakken i FCK – den træner i Superligaen, der har siddet længst tid i samme job, og han er omtrent blevet billedet på den lille klub, der konstant har skullet slås for eksistensen. I sin tid i Horsens har Bo Henriksen været med til at sælge spillere for over 35 mio. kr, bl.a andre Bubacarr Sanneh, Jesse Joronen, Mads Juel Andersen, Ayo Simon Okosun og Mads Bech Sørensen.