PSG må formentlig undvære Mbappé i Champions League-brag
Kylian Mbappé er ude med en ankelskade i cirka tre uger og misser efter alt at dømme CL-kvartfinale.
Den franske stjernespiller Kylian Mbappé må formentlig se til fra tribunen, når Paris Saint-Germain den 12. august spiller Champions League-kvartfinale mod Atalanta.
Undersøgelser viser nemlig, at den 21-årige angriber er ude i omkring tre uger med en ankelskade, som han pådrog sig i fredagens pokalfinale. Det skriver PSG mandag eftermiddag på sin hjemmeside.
Mbappé misser med sikkerhed Liga Cup-finalen mod Lyon, der spilles fredag.
PSG, der har vundet den franske liga syv ud af de seneste otte sæsoner, har store ambitioner i Champions League, hvor det aldrig er blevet til triumf.
Næste udfordring for den franske hovedstadsklub er italienske Atalanta.
Knockoutfasen i denne sæsons Champions League er blevet ændret på grund af coronavirusudbruddet, der satte turneringen på pause.
Det betyder, at kvartfinaler, semifinaler og finale alle spilles som knald eller fald-kampe på neutral grund i Lissabon i løbet af august.
Ud over PSG og Atalanta er RB Leipzig og Atlético Madrid klar til kvartfinalerne. De fire resterende hold skal findes mellem de mandskaber, der fortsat mangler returopgøret i ottendedelsfinalerne.
Det drejer sig om kampe mellem Juventus og Lyon, Manchester City og Real Madrid, Barcelona og Napoli samt Bayern München og Chelsea.