Fortsæt til indhold
Fodbold

Så kom De Hviie

Endelig – efter 23 sæsoner uden – fik AGFs Superligamandskab søndag aften hængt medaljer om halsen. Til stor glæde for Aarhus, der var mere glade for det vundne bronze end skuffede over det tabte sølv.

Allerede inden AGFs Superligakamp mod Brøndby blev fløjtet i gang søndag aften kl. 19, var der fløjtet op til fest i Aarhus.

For tørsten efter succes og medaljer – efter 23 års tørke, tomrum og en stribe ydmygende nedrykninger – har i årevis været stor i byen, hvor interessen for fodbold i årtier altså har ligget højere end AGFs placering i fodboldtabellen.

Men ikke i år. En tredjeplads i Superligaen med tilhørende bronzemedaljer var en kendsgerning allerede inden sæsonen 2019/2020s sidste kamp, og det lille håb om sølv, der i sidste uge levede fra søndag til torsdag, var for de flestes vedkommende gledet ud i teorien, da FCK i midtugekampene kom forbi De Hviie i tabellen, så køwenhavnerne selv kunne afgøre, om de ville have sølvet. Det ville de. De slog FC Nordsjælland med 2-1

Bronze er også metal

Men bronze er også metal, og det har aarhusianerne vidst i en uges tid – og viste det allerede fra søndag eftermiddag, hvor de klædt i hvide bluser og godt humør begyndte at indtage sportsbarerne og værtshusene i Skolegade, langs åen, i Frederiksgade, Jægergårdsgade, Bruunsgade og Ingerslevs Boulevard – da søndagsregnen havde lagt sig - rundt i byen. Passerende biler dyttede, og AGFs kampråb og slagsange gjaldede: “I troede, vi var døde og borte” og “Kom Så De Hvide”.

AGFs Jon Thorsteinsson i luften med Brøndby's Jesper Lindstrøm i superligaopgøret søndag aften. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Det var nemlig ikke alle forundt at kunne se kampen live på stadion. Der er normalt plads til 19.433 – og alle sæderne var garanteret blevet besat, hvis ikke corona havde sat et max tilskuerantal på 8.300. Og udenfor på John Stampes Plads – det sidste stykke af Stadion Alle foran idrætsparksanlægget - havde Østjyllands Politi i dagens anledning indført en hot spot-zone med forsamlingsforbud, som man - som andre steder i byen - forvaltede med konduite.

Men 8.300 AGF-fans var i god tid på plads på lægterne, hvor de så De Hviie tabe en tæt kamp med 0-1 til Brøndby.

Styr på det

Blandt tilskuerne var Peter Arbs, der fra 1975 og et par år frem spillede 65 divisionskampe for AGF. Siden karrieren stoppede, har han boet i København, men vender hjem til Aarhus Stadion et par gange om året for at se AGF.

»Jeg startede i klubben som seks-årig. 15 år i hvid trøje gav ikke blot en fodbold-, men også en personlig opdragelse med værdier som ordentlighed og kammeratskab. Så jeg følger og har altid fulgt AGF og er glad for, at det nu går godt. Årsagen er, at der er kommet styr på både organisationen og økonomien, hvilket er en forudsætning for at det også kan gå godt sportsligt. Man har en plan og følger den. Det ses bl.a. ved, at David Nielsen (AGFs træner) efter deres kampe altid ser fremad mod næste kamp i stedet for at hænge i den, der er spillet. AGFs spillere virker også sultne og har i år ydet en flot holdindsats,« siger Peter Arbs, der forventer, at årets medaljer vil give yderlig opbakning fra byen, hvor AGF kan styrke sin position som samlingspunkt for talenterne fra nabo- og oplandsklubberne.

Også Kurt Ross , der spillede omkring 100 kampe i den hvide bluse i slut70’erne, var på stadion. Og tilfreds:

»AGF betyder meget for mig. Jeg kommer som regel til hjemmekampene. Årets medaljer betyder utrolig meget for alle os, der følger klubben,« siger Kurt Ross, der mener, at AGF som en stor klub med mange titler, nu har skabt sig fundamentet til en god fremtid:

»Nyt træningsanlæg og klubhus. Støtte til nyt stadion. Visionær bestyrelse, direktør og sportschef. Jo, jeg tror på en god fremtid for AGF,« siger Kurt Ross.

Spiller og træner

Det tror en anden 100-kampsspiller (1966-1967 og 1971-1973) for AGF, Hans Petersen, der i foråret 2002 var superligaholdets træner, også:

»AGFs medalje betyder meget for selvforståelsen i klubben og byen. En overgang troede jeg, at AGF ville blive en kultklub - i stil med Sct. Pauli, men heldigvis viser det sig nu, at det er muligt at vende tilbage til toppen af dansk fodbold. Det skyldes først og fremmest dygtig ledelse og fodslag mellem bestyrelse, direktør, sportschef, træner og dennes stab,« siger Hans Petersen, der sparkede til sin første bold på Fredensvang, da han var otte år. Han er stadig aktiv på grønsværen – nu som 73-årig på old boysholdet.

»For AGF er det mest glædelige, at spillerne og holdet har udviklet sig voldsomt under David Nielsen. Staben har skabt et HOLD med dygtige spillere, og på det seneste er mange af de unge fra samarbejdsklubberne kommet med. Det er også vigtigt.«

Om fremtiden – altså den der handler om byens hold, siger Hans Petersen:

»AGF kan kun holde sig på toppen, hvis udviklingen af spillerne og forretningen fortsætter. Sportschef Peter Christiansen har flot formået at finde gode spillere og sende de mindre gode væk. Det skal fortsætte. Økonomien skal være i orden, så der er råd til at købe spillere, og så der er ro i systemet. Direktør Jacob Nielsen siger, at han vil øge sponsorindtægterne fra 60 mio. kr. til 80 mio. kr. Han har været god til det hidtil, og der er al grund til at tro, at det fortsætter. Ungdomsafdelingen fungerer også godt, så flere unge spillere vil komme til fra eget område. Selv om der er udenlandske spillere i klubben, har AGF formået at bevare sin kultur, så byen kan identificere sig med fodboldklubben. AGF har desuden en god fangruppe.«

Og det med en god fangruppe er bestemt rigtigt, fremgik det med al ønskelig tydelighed søndag eftermiddag og aften. De lavede lave larm og stemning på stadion under kampen.

Og fest før – og helt sikkert også – efter.

Artiklens emner
AGF