Zenit vandt russisk double og smadrede pokal under fejring

Zenit-anfører Branislav Ivanovic tabte pokalen, da den russiske klub fejrede triumf i pokalturneringen.

Den russiske fodboldklub Zenit, der kommer fra Sankt Petersborg, sikrede sig lørdag sejren i pokalturneringen i Rusland.

Dermed bliver det til en double denne sæson for Zenit, der også har sikret sig sejren i den bedste russiske fodboldrække.

Den russiske angriber Artem Dzyuba stod for sejrsmålet sent i lørdagens finale mod Khimki. 31-årige Dzyuba eksekverede sikkert et straffespark efter 84 minutters spil til slutresultatet 1-0.

Efter triumfen stod den tidligere Chelsea-spiller og nuværende Zenit-anfører Branislav Ivanovic for at løfte pokalen. Det gik imidlertid ikke særlig godt for den rutinerede serbiske forsvarsspiller.

Ivanovic tabte glaspokalen på jorden, og dens øverste del gik i flere stykker.

- O.k., I har nok alle hørt, at det lykkedes os at tabe og ødelægge den russiske pokal. Det vil vi gerne undskylde for, lyder det på Zenits Twitter-profil, hvor en video også viser hændelsen.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Det er Zenits femte sejr i pokalturneringen. Det er anden gang, at klubben triumferer i både pokalturneringen og ligaen samme sæson.

Zenit sikrede sig i sikker stil det russiske mesterskab med hele 15 point ned til andenpladsen, Lokomotiv Moskva. Klubben tabte blot to ud af 30 kampe i sæsonen og lukkede blot 18 mål ind.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen