Uafgjort i Farum: Et drøn fra brandvarme Højer reddede point for AGF
Det hele endte uafgjort i Farum mellem FC Nordsjælland og AGF, da brandvarme Casper Højer Nielsen igen trådte i karakter med et fremragende hug fra distancen.
Det var tæt på at gå galt i Farum. FC Nordsjælland, der ellers for længst har udspillet sin rolle i mesterskabsspillet, voldte problemer AGF.
Aarhusianerne kan dominere mod de store, men har det vanskeligt mod de små. Og AGF’erne kæmpede febrilsk i de døende minutter for at hale tre point i land. Men det hele endte uafgjort 1-1.
Med en sejr over AaB kan FCK nu snuppe andenpladsen tilbage torsdag.
Mandefald i AGF-truppen
Ville bredden i AGF-truppen onsdag aften i Farum stå distancen mod de vævre Nordsjælland-spillere? Eller ville de manglende aarhusianske profiler glimre ved deres fravær? Kunne aarhusianerne stadig dominere slagets gang på banen med fysikken, eller ville de rappe nordsjællændere gøre livet surt for sølvbejlerne på plasticunderlaget i Farum?
Det var de store spørgsmål.
For det var et AGF-mandskab, der stillede til start uden den rutinerede midtbaneslider Nicolai Poulsen og den snarrådige, angrebsivrige Jon Dagur Thorsteinsson. Begge karantæneramte til onsdagens opgør. Det var også et mandskab uden snart sagt dets største profil, Mustapha Bundu.
Bundu, der tirsdag blev testet positiv for coronavirus og derfor fluks sendt i hjemmekarantæne, og som ifølge AGF’s sportschef Peter Christiansen selv var »dybt overrasket«, eftersom han ingen symptomer havde. Ikke desto mindre bliver konsekvensen, at den 23-årige kantspiller fra Sierra Leone nu misser de resterende kampe i sæsonen. Og i kølvandet på den overraskelse rejser sig så helt et andet spørgsmål; om Bundu i så fald har spillet sin sidste kamp for “De Hviie”, da det sagtens kunne trække op til et sommersalg.
Men trods mandefald til kampen i Farum var sølvduellen af den grund ikke blæst af. Søndag sikrede AGF sig ædelt metal i Superligaen for første gang siden 1997, men jagten på sølv frem for bronze er fortsat i gang - og nu med fordel til FCK igen.
En tæt affære
I Farum var de første 45 minutter en tæt affære. Om end en målløs én af slagsen.
De hurtige FCN-spillere bød sig konsekvent til. Og især Ibrahim Sadiq og Isaac Atanga var i flere omgange tæt på at drive gæk med AGF-forsvaret. Men der skal trods alt meget til i disse dage at overrumple det defensive makkerpar, Frederik Tingager og Sebastian Hausner, i AGF’s bagerste geled.
I luftrummet udspillede der sig i den modsatte ende en helt anden duel mellem FCN-keeperen, Peter Vindahl-Jensen, og AGF-spidsen Patrick Mortensen. Den potentielle topscorer kastede sig durk ind i duellerne med store forhåbninger om at kunne distancere sin værste konkurrent, Ronnie Schwartz fra FC Midtjylland.
Og efter omtrent 60 minutter skulle Mortensen netop have bragt AGF foran og sig selv i front på topscorerlisten. Men angriberen brændte én af de større, da han headede bolden forbi et åbent mål på en klodset ripost fra Nordsjælland-keeperen.
Og egentlig var gæsterne i Farum i kontrol i anden halvleg.
Men i det 67. minut var det hjemmeholdets Mads Døhr Thychosen, der åbnede opgørets målkonto med et mesterligt og følt lob fra distancen, der endte med at forbavse William Eskelinen mellem stængerne i AGF-målet.
Pludselig var gæsterne på hælene, mens indskiftede Mikkel Damsgaard driblede rundt med stor autoritet på banens sidste tredjedel, mens de offensivt indstillede FCN-spillere sværmede om AGF-feltet.
Men akkurat som i den foregående kamp ville AGF’s helt store sharpshooter Casper Højer Nielsen det anderledes. Med et hårdt hug - denne gang fra kanten af feltet - sparkede backen AGF’erne tilbage i opgøret. Og tilbage i kampen om sølvet.
De var måske allerede begyndt at bide negle ude på trænerbænken, men Højers livgivende venstreben vendte kampen på hovedet.