Thomas Frank er månedens manager i The Championship

På baggrund af Brentfords resultater og præstationer i juni er Thomas Frank kåret til månedens manager.

Artiklens øverste billede
»Jeg er beæret over at være kåret som månedens manager, men det er ikke en pris, der kun er til mig, men til alle medlemmer af staben og alle spillere i Brentford,« siger Thomas Frank. Arkivfoto: Daniel Leal-Olivas/Ritzau Scanpix

Den danske fodboldtræner Thomas Frank er blevet kåret som månedens manager i juni i Englands næstbedste række.

Det sker på baggrund af de præstationer og resultater, som Brentford leverede efter genoptagelsen af fodbolden i England.

Det oplyser English Football Leagues på sin hjemmeside.

I juni spillede Brentford tre kampe og vandt dem alle. Sejrene over Fulham, West Bromwich Albion og Reading endte med en samlet målscore på 6-0.

- Jeg er beæret over at være kåret som månedens manager, men det er ikke en pris, der kun er til mig, men til alle medlemmer af staben og alle spillere i Brentford.

- I løbet af coronapusen, og siden vi vendte tilbage, har alle arbejdet hårdt for at få os i bedst mulig forfatning. Det her er en belønning for det arbejde, og forhåbentlig venter en større belønning i de kommende uger, siger Thomas Frank.

Han henviser til, at Brentford har fortsat den gode stime ind i juli. Derfor er klubben i spil til at rykke direkte op i Premier League, om end det mest sandsynlige er, at Brentfords oprykningsmulighed bliver via playoffkampe.

Den danskertunge klub ligger nummer tre i The Championship og har fem og seks point op til topholdene Leeds og West Bromwich Albion før de sidste fire kampe.

Nummer tre til seks i rækken dyster om én oprykningsplads.

/ritzau/

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen