Fortsæt til indhold
DBU Pokalen

Fans smidt ud efter corona-protest: Sønderjyske vandt første pokalfinale nogensinde

Sønderjyske vandt klubbens første pokalefinale 2-0 over AaB. Finalen måtte midlertidig afbrydes, da adskillige AaB- tilskuere nægtede at sætte sig ned og til sidst blev bortvist fra stadion.

Med til fodbold hører stemning, men den blev en tand for vild onsdag aften i Esbjerg, som lagde græs til årets pokalfinale mellem AaB og Sønderjyske. Undervejs måtte kampen afbrydes, fordi adskillige AaB-fans ikke ville sætte sig på deres pladser som anvist.

AaB-fansene måtte oven i købet se Sønderjyske løbe med pokalen, da AaB blev besejret med 2-0 foran kun 1.750 tilskuere.

Fra kampens start tilspillede AaB sig et par halve chancer, men også Sønderjyske havde optræk til chancer, hvor Jores Okore måtte trække gult for hånd på bolden lige uden for feltet et kvarter inde i opgøret.

Som halvlegen skred frem, faldt der mere ro på mandskaberne, der stod solidt defensivt. Men så kom der stor dramatik på lægterne.

Efter en halv time blev kampen midlertidigt afbrudt pga. covid-19-regler om, at man skal sidde på sin plads med en vis afstand og ikke stå. En gruppe AaB-fans havde forsamlet sig, mens Sønderjyske-fansene hele kampen igennem havde siddet ned.

Fans fra AaB under finalen i Sydbank Pokalen. Foto: Claus Fisker/Scanpix

Efter fem minutter skulle kampen genoptages, men så afbrød dommer Jørgen Daugbjerg Burchardt kampen igen. Det fik AaB-trænerne til at løbe over imod fansene for at bede dem om at rykke sig, men i stedet for at sætte sig ned, forlod de stadion, så kampen kunne genoptages knap et kvarter senere.

Inden afbrydelsen havde Sønderjyske sat sig på spillet, og de fortsatte med at være spildominerende i første halvlegs 14 minutters overtid, hvor Anders K. Jacobsen modtog bolden uden for feltet og kanonerede Sønderjyske i front.

Ti minutter inde i anden halvleg var Anders K. Jacobsen igen på pletten. Et indlæg endte via tværaflevering for fødderne af angriberen, der prikkede bolden i nettet til 2-0.

Sønderjyske blev imidlertid sat under pres med en halv time tilbage, da Julius Eskesen blev vist ud efter sit andet gule kort pga. film. Derfra sad AaB solidt på spillet, mens Sønderjyske forsøgte at forsvare sejren hjem.

Selvom AaB nærmest uafbrudt havde bolden, havde de store vanskeligheder med at bryde igennem defensiven. Sønderjyske-spillerne gav nærmest ikke en chance væk og kunne ved dommerens slutfløjte bryde ud i vild jubel og lade sig hylde som årets pokalvinder.

Artiklens emner
AaB