Værtskab for kvindefodbold-VM udløser tårer Down Under
Det udløste tårer og en baglæns saltomortale, da VM-værtskabet i 2023 blev tildelt Australien og New Zealand.
Fodboldelskere i Australien og New Zealand har svært ved at få armene ned, efter at en afstemning hos Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) har sendt værtskabet for kvindernes VM i 2023 til de to nationer i Oceanien.
Afgørelsen, der blev annonceret af Fifa natten til fredag lokal tid i Australien og New Zealand, udløste store følelsesladede reaktioner blandt søvnberøvede spillere og fans.
- Jeg vil aldrig glemme dette øjeblik, skriver New Zealands anfører, Ali Riley, på Twitter sammen med en selfie, der viser hende med tårer i øjnene.
Med stemmerne 22 mod 13 fik Australien og New Zealand tildelt værtskabet foran Colombia.
Colombia var den eneste anden modkandidat i afstemningen, efter at Japan tidligere havde trukket sig.
Den australske anfører, Sam Kerr, har offentliggjort en video, hvor hun laver en baglæns saltomortale på grønsværen, hvilket efterhånden er blevet hendes kendetegn, når hun scorer.
At få lov til at spille en slutrunde på hjemmebane er "en drøm, der går i opfyldelse", siger Kerr.
- Vi har set store fremskridt inden for kvindefodbold, og Australien-New Zealand-værtskabet kommer til at tage spillet til nye højder, siger den australske anfører ifølge nyhedsbureauet AFP.
Også New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, lover, at den niende udgave af turneringen bliver den bedste.
Hun udtaler i en erklæring, at det bliver en "historisk turnering", som vil få stor betydning for kvindefodbolden i Asien og Stillehavsregionen.
Samtidig kalder Australiens premierminister, Scott Morrison, værtskabet for en "skelsættende beslutning" for sporten i regionen, skriver AFP.
Slutrunden i 2023 bliver den første med deltagelse af 32 nationer.
Præsidenten for Det Internationale Fodboldforbund (Fifa), Gianni Infantino, understreger i en udtalelse, at kvindernes VM ikke skal anses som en "udviklingsturnering".
- Det er ikke bare et verdensmesterskab for kvinder. Det er et verdensmesterskab. Det er vi nødt til at indse. Kvinder udgør 50 procent af befolkningen, påpeger Fifa-præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters.
/ritzau/