Fortsæt til indhold
Fodbold

Gigantfejl og tårer hos målscorer i nedrykningsdrama

Få et samlet overblik over Superligakampene hér

SØNDERJYSKE – SILKEBORG 1-0 (LØRDAG)

Fodbold handler om at slå til på de rigtige tidspunkter. Det er Sønderjyske et godt eksempel på. Holdet har spillet sig i klubbens første pokalfinale, hvor AaB er modstanderen på onsdag. Og Sønderjyske leverede også et mål lørdag, da der virkelig var brug for det i et chancefattigt opgør. Den indskiftede Sønderjyske-angriber Christian Jakobsen headede efter 82 minutter et ekstremt vigtigt mål i nettet imod Silkeborg, der allerede er rykket ud af den bedste række. Det sene mål gav en 1-0-sejr til Sønderjyske, der dermed tog et vigtigt skridt imod at sikre sig en ny sæson i superligaen. Nu er presset i den grad på Lyngby, der mandag aften møder OB på udebane.

RANDERS – HORSENS 0-3

Den tackling som Randers-spilleren Mathias Nielsen satte ind i sidste minut af opgøret imod Horsensvar meget rammende for opgøret imod Horsens. På et ufarligt sted midt på banen mistimede forsvarsspilleren sit indgreb og placerede knopperne på foden af en Horsens-spiller. Det kostede advarsel nummer to og dermed et rødt kort. På det tidspunkt var kampen afgjort, fordi Randers var bagud 0-3. Horsens var bedre og mere effektive i opgøret, som betød, at de to klubber byttede plads i toppen af puljen, så det nu er Horsens, der ligger på førstepladsen med to spillerunder tilbage. Horsens var klart det bedste mandskab i kampen, og kunne godt have scoret flere mål. Jonas Thorsen åbnede scoringen før pausen, da han satte en inderside på et stærkt angreb, hvor Horsens flettede sig igennem i højre side. Det var også Jonas Thorsen, der lukkede kampen med sit andet mål efter en halvkikset redning fra Patrik Carlgren. Horsens-anfører Hallur Hansson scorede det sidste mål efter en stor Randers-fejl. Stortalentet Jeppe Kjær på 16 år var med i de to sidste Horsens-mål.

HOBRO – ESBJERG 2-1

Esbjerg dominerede stort i første halvleg og burde have ført mere end 1-0 ved pausen på et tidligt mål fra Joni Kauko efter et hjørnespark. Men igen blev Esbjerg indhentet, overhalet og spyttet ud af den bedste danske fodboldrække med en 2-1-sejr til Hobro. Det var faktisk helt vildt, at Esbjerg ikke kom mere foran. Esbjerg fik to gyldne og gigantiske chancer til at øge føringen til 2-0, en før og en efter pausen. Begge gange var det angriberen Mohammed Dauda, der var alene igennem, men begge gange sparkede han forbi mål. Hobros udligning kom efter en af de personlige fejl, der har været alt, alt for mange af i denne sæson. Esbjergs forsvarsspiller Daniel Anyembe dukkede sig, i stedet for at sende bolden langt ud i den nærliggende skov. Og så dumpede kuglen ned for fødderne af Mads Hvilsom, der stort set har været skadet hele sæsonen. Efter målet fik han tårer i øjnene, og de blev der resten af kampen. Også da Edgar Babayan lidt senere driblede sig igennem og scorede til 2-1 for hjemmeholdet og reelt sendte Esbjerg ned i 1. division.

FC NORDSJÆLLAND - BRØNDBY 0-2

Brøndby havde bolden i mål efter en halv time, da Anthony Jung scorede efter et hjørnespark. I første omgang blev der dømt mål, men det blev senere trukket tilbage efter intern diskussion imellem dommeren og den ene linjedommer. Målet blev ændret til en offsidekendelse, og det var helt korrekt. Fem minutter senere var den god nok, da Andreas Maxsø udnyttede et straffespark begået imod Mikael Uhre. Samme Uhre var også tæt på at fordoble scoringen efter pausen, da han strøg igennem men ramte indersiden af stolpen. Simon Hedlund fordoblede føringen efter et flot Brøndby-opspil. FC Nordsjælland -spillerne havde bolden meget, men var ikke skarpe i nærheden af Brøndbys felt.

FC KØBENHAVN – FC MIDTJYLLAND 1-2

FCM er snublende tæt på et dansk mesterskab efter en 2-1-sejr på udebane i Parken over de forsvarende danske mestre fra FCK. Dermed er forspringet nu på 11 point. Det første mål blev sendt ind af den udskældte FCM-angriber Sory Kaba, der var først over en ripost. FCK formåede aldrig at sætte sig på kampen, der var intens, hård og en fysisk duel, hvor FCM i lange perioder formåede at presse FCK til mange fejl. Det var kun i de sidste minutter, at FCM blev presset helt tilbage. Og på det tidspunkt var det for sent, fordi Lasse Vibe havde scoret til 2-0 på en friløber, der blev afsluttet med et vip. Der kom kun lidt spænding i de sidste minutter, fordi Paulinho lavede et selvmål i overtiden.