Fortsæt til indhold
Fodbold

Se målene – sådan gik Superligaen: Hattrickhelt, nedrykningsalarm og noget nær derbystemning

Få et samlet overblik over weekendens Superligakampe hér.

AaB-FC Nordsjælland 0-4 (lørdag)

De kan glæde sig over en kvalifikation til årets pokalfinale, men ellers er der i øjeblikket ikke meget at juble over i AaB-truppen. Nordjyllands bedste fodboldhold tabte lørdag for fjerde Superligakamp i træk – det er i øvrigt første gang i over 17 år. Læg dertil, at AaB’erne for tredje ligakamp i træk ikke formåede at score. Okay, så vil det gå galt, når modstanderen er FC Nordsjælland, der tværtimod ikke kan lade være med at banke bolde i nettet i denne sæson. Anført af Mikkel Damsgaard og Mohammed Kudus, de to teenagetalenter, der er blandt de mest seværdige spillere i ligaen, blev AaB ydmyget på eget græstæppe. Den nordsjællandske udebanesejr på 4-0 kom i hus efter to scoringer af både Damsgaard og Kudus. Med sejren holder Flemming Pedersens mandskab liv i kampen om bronzemedaljerne.

Silkeborg IF-Sønderjyske 1-2

Det blev kun til enkelt sæson i Superligaen for Silkeborg IF i denne omgang. Midtjyderne havde desperat brug for en søndagssejr over Sønderjyske for at holde liv i det minimale håb om overlevelse i landets bedste række, men den gik ikke. Glen Riddersholms sønderjyder vendte 1-0 til en sejr på 1-2, og derfor er Silkeborg som det første af tre hold ude af Superligaen. Det afgørende nederlag fandt sted bl.a. på grund af et rødt kort til forsvarsspilleren Kees Luijckx. Silkeborgenserne var ellers foran takket været Mads Emil Madsen, men efter udvisningen med godt 20 minutter igen overtog Sønderjyske grebet om kampen og scorede to gange. Målene blev sat ind af Eggert Jonsson og Anders K. Jacobsen, som dermed akkurat kan se deres hold snige sig forbi Lyngby, der nu er placeret på playoff-nedrykningspladsen. Lyngby kan dog tilbageerobre andenpladsen i gruppen med et point mandag aften mod OB.

Esbjerg fB-Hobro 1-3

Den fede dame har ikke sunget endnu, bolden er stadig rund, solen står op igen i morgen, og floskler er fuldstændig forfærdelige, men sandheden er, at spillerne i Esbjerg så småt igen er på vej mod et fodboldliv på anden klasse, hvor holdet senest befandt sig i sæsonen 2017/18. Faktisk kan vestjyderne allerede på søndag gøre Silkeborg selskab og rykke ud af Superligaen. Langt hen ad vejen både lignede og lugtede det ellers af fornyet spænding i kampen om at undgå den direkte nedrykningsplads, men da presset var størst, knækkede Troels Bech og kompagni. Æren tilfalder Hobro, der vendte 1-0 til 1-3 og dermed gav sig selv en matchbold. Holdet har nu et forspring på fem point ned til Esbjerg med blot ni point at spille om. For Esbjerg scorede Rafal Kurzawa, mens Jacob Tjørnelund, Mikkel Pedersen og Louicius Deedson stod for Hobros scoringer.

Brøndby-FC København 1-1

De var ikke ligeså mange, som de gerne ville være, men de 3.000 fremmødte fans på Brøndby Stadion leverede til topkarakter. Det var derfor næsten, kun næsten, som et derby i gamle dage mellem lokalrivalerne, Brøndby og FC København. Intensitet, højt tempo, store målchancer, gode enkeltmandspræstationer og masser af dramatik. Set over hele opgøret var hjemmeholdet bedst, men det endte 1-1 efter en kamp, hvor bl.a. Simon Hedlund var i fokus. Svenskeren havde flere store chancer, men de blev alle nuppet af FCK’s Karl-Johan Johnsson, der ligesom sin målmandskollega i den modsatte ende leverede på højt niveau. Til gengæld var der ikke meget ros fra tribunerne til dommer Mads-Kristoffer Kristoffersen, der overså et rødt kort til Zeca efter en grim stempling i første halvleg. Målene faldt derimod i slutningen af kampen. Små 10 minutter før tid scorede Pep Biel til 0-1 efter et hjørnespark, men et fælt forsvarskiks gav Mikael Uhre muligheden for at udligne til 1-1 i de døende minutter. Det uafgjorte resultat kan ingen af de to hold for alvor bruge til noget. Der er stadig lang vej til henholdsvis bronze- og guldmedaljer.

FC Midtjylland-AGF 3-4

Weekendens sene kamp blev på flere parametre en ganske usædvanlig oplevelse. F.eks. måtte FC Midtjyllands normalt så bomstærke defensiv hele fire gange lade sig passere, mens AGF i den modsatte ende var godt på vej til at servere sejren på et sølvfad til mesterskabsfavoritterne. Efter 1-1 ved pausen kom aarhusianerne skrækkeligt i gang i anden halvleg, da først Alexander Munksgaard med en sløj tilbagelægning gav Ronnie Schwartz en gratis scoring, inden Jakob Ankersen på noget nær komisk vis headede bolden i eget net. To dumme fejl på to minutter – ikke overraskende havde AGF-træner David Nielsen svært ved at tro sine egne øjne. Men gæsterne kæmpede hårdt videre og blev belønnet. I allerhøjeste grad. Jon Dagur Thorsteinsson var manden med løsningerne, og med sit andet og tredje mål i kampen sørgede han både for god underholdning og et flot comeback, men der var mere i vente. Dybt inde i overtiden chokerede Nicklas Helenius med en afrettet scoring, der sikrede gæsterne en af sæsonens flotteste sejre. Dermed dufter det for alvor af medaljer i AGF.