Horsens sikrede Superliga-overlevelse i rodet remis
AC Horsens sikrede sig endnu en sæson i landets bedste række, da holdet lørdag spillede uafgjort mod Randers FC i et chancefattigt opgør.
AC Horsens sikrede sig officielt overlevelse i Superligaen, da de lørdag spillede uafgjort i et ellers temmelig rodet opgør mod det aktuelle førerhold i pulje 2 Randers FC.
Dermed blev der delt i porten mellem to mandskaber, der begge har udset sig puljens attraktive førsteplads, inden kampen om en europæisk billet for alvor spidser til.
Inden returopgøret i næste spillerunde har Horsens stadig blot to point op til Randers.
Selv med knap 800 tilskuere på lægterne i Horsens var det stadigvæk den altid brølende Bo Henriksen, der nærmest som den eneste med sine dundrende dessiner til spillerne på grønsværen satte sit præg på kampens soundtrack.
Han skreg energisk på angrebsduoen Hallur Hansson og Nicolai Brock-Madsen, der blev beordret til at »løbe dybt« på Randers-bagkædens to tunge midtstoppere - så intimiderende, at Horsens-manageren rent faktisk endte med en henstilling fra kampens fjerdedommer.
Randers mistede hurtigt fodfæste i opgørets intense duelspil mod et aggressivt Horsens-mandskab, der fra start satte sig tungt på initiativt - især på grund af hjemmeholdets krigeriske midtbanemakkerpar, Bjarke Jacobsen og Ayo Simon Okosun.
Et par store Horsens-chancer blev dog kun vekslet til forkølede afslutninger på Randers-keeper Patrik Carlgren, og efter opgørets første 45 minutter var det hele status quo.
En resolut taktisk pause-manøvre fra Thomas Thomasberg med tre friske ansigter til 2. halvlegs start sørgede dog for at puste nyt liv i randrusianerne, der fortsat kæmpede ihærdigt for at fastholde puljens førsteplads.
Både Tosin Kehinde og den ellers brandvarme Emil Riis havde alletiders muligheder for at konsolidere Randers-mandskabets placering, men en årvågen, velspillende Matej Delač ville det anderledes.
Den i det store hele uskønne affære endte derfor som en målløs remis.