Fortsæt til indhold
Fodbold

Fynsk kollaps: OB led chok-nederlag i Silkeborg

Der var tale om en fynsk nedsmeltning, da OB mandag aften højst overraskende tabte 6-0 til bundholdet Silkeborg, der omvendt leverede et lille spektakulært mirakel

Der var mere »Tom Cruise-action« over Silkeborg IF mandag aften end klubbens direktør, Kent Madsen, inden kampstart turde tilskrive sit mandskab.

En samling skræmte fynboer på direkte katastrofekurs nåede nærmest end ikke at få snøret støvlerne til anden halvleg, før spydspidsen Junior Brumado efter bare få sekunder cementerede sejren over OB med et tørt hug fra kanten af feltet.

Silkeborg's Jose Dos Santos Junior jubler, efter han har scoret til 1-0 mod OB. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Et listigt spark et par minutter senere fra kaptajn Mads Emil Madsen punkterede så helt og aldeles gæsternes gejst, da bolden strøg i mål til 4-0 uden chance for den vikarierende OB-keeper Sayouba Mandé.

Hverken udskiftninger eller formations-skifte kunne redde fynboerne fra et surt chok-nederlag på hele 6-0. Og pulje 1 er nu med andre ord vidt åben.

Det overraskende kollaps gør dermed unægteligt også Jacob Michelsens rolle i OB overordentlig usikker.

På forhånd lignede det ellers Mission Impossible for Silkeborg, der før opgøret mod et skadesplaget OB-mandskab lod til at styre mod direkte nedrykning.

Træner Kent Nielsen gav dog alligevel udtryk for, at troen på, at det hele i sidste ende nok skal flaske sig i nedrykningsspillet, stadig er intakt - omend det mildest talt virker usandsynligt.

I kampens indledning var et par forsvars-koks umanerlig tæt på at koste for hjemmeholdet, mens gæsternes kombinationer nær Silkeborg-feltet flød og pludselig tenderede til odenseansk tiki-taka. Men den sidste skarphed og koldblodighed udeblev.

På ganske få minutter blev OB til gengæld nærmest tromlet over ende, da det efter knap 30 minutters spil pludselig stod 2-0 til Silkeborg.

Ulovlighed eller ej; under alle omstændigheder fik en frygtløs Brumado fremprovokeret et overraskende føringsmål på et skarpt indlæg fra Nicolai Vallys, der selv på kanten af offside to minutter senere kunne prikke bolden i kassen.

Artiklens emner
OB