Fortsæt til indhold
Fodbold

Fortuna-boss: Halveret slutspil er mindst ringe løsning

Kvindeligaen kan komme i gang igen 6. juni, og hos Fortuna Hjørring er der stor tørst efter at spille kampe.

/ritzau/

Der blev tirsdag aften givet grønt lys til en genstart for den bedste kvindelige fodboldrække, og det sker med et halveret slutspil fra 6. juni.

Når slutspillet går i gang efter coronapausen, skal der i stedet for oprindeligt ti planlagte spillerunder kun spilles fem kampe.

Beslutningen fra Dansk Boldspil-Union (DBU) om at halvere slutspillet vækker ikke lutter begejstring hos Fortuna Hjørring-formand Birgit Christensen.

- Selvfølgelig havde vi håbet på, at slutspillet skulle afvikles som en dobbeltrunde med i alt ti kampe.

- Vi har hele tiden ønsket, at afgørelsen på turneringen skulle ske på banen, og det er DBU altså kommet frem til, efter at der har været en del spekulationer og forslag.

- Man kan sige, at det her med de fem kampe er den mindst dårlige løsning, siger Birgit Christensen til klubbens hjemmeside.

DBU har til gengæld valgt ikke at halvere pointene i slutspillet, som ellers blev diskuteret.

- Det er vi meget tilfredse med. Det ville have været totalt uretfærdigt, hvis pointene blev halveret, mener Fortuna-formanden.

- Vi havde tjent dem i et regulært gennemført grundspil, og så kan man ikke bare reducere, så de efterfølgende hold kommer tættere på.

- Der skal ikke være tvivl om, at vi fra en tilkæmpet førsteplads går efter at få mesterskabet tilbage til Hjørring, siger hun med henvisning til, at Brøndby vandt mesterskabet i 2019.

Lørdag 6. juni spiller Fortuna sin første kamp, men hvem modstanderen bliver, og hvor holdet skal stille op er ikke fastlagt.

DBU er i gang med spilleplanen og vil melde ud hurtigst muligt.

- Jeg er bare glad for, at vi kommer i gang med at spille. Det er simpelthen dejligt, siger Fortuna-anfører Caroline Rask til klubbens hjemmeside.

- Jeg ved godt, at der er snakket meget om det her slutspil, og hvor mange kampe der skal spilles. Sådan kan jeg og mine holdkammerater slet ikke tænke i øjeblikket. Vi vil bare på banen og spille kamp, siger anføreren.

Fortuna-træner Niclas Hougaard kalder det en forløsning, at der omsider er sat dato på en turneringsstart og afslutning 27. juni.

- Vi glæder os. Første skridt blev taget i lørdags, da vi kom på banen og trænede sammen, og nu kommer så beskeden om slutspilsstart, som vi jo har ventet på.

- Spillerne træner med en masse energi og ild i blikket. Vi ser virkelig frem til at komme i kamptrøjen igen og repræsentere klubben i de kampe, der kommer, siger han.

Kim Kjærhus, formand i Kvindedivisionsforeningen, er lettet over, at ligaen nu på sportslig vis kan afgøre mesterskab, Champions League-billetter samt op- og nedrykkere.

- Ligaen har i denne sæson redet videre på den positive bølge omkring kvindefodbolden i Danmark og generelt, og den udvikling kan og skal nu vi bygge videre på.

- Fodbold hører til på grønsværen, og vinderne skal findes inden for kridtstregerne - så det er skønt nyt for både klubberne, spillerne og fansene, at bolden snart ruller igen, siger Kjærhus.

DBU og Kvindedivisionsforeningen er i gang med at færdiggøre både en testprotokol og en kampprotokol.

Omkostningerne skal dækkes via eksterne samarbejdspartnere og om nødvendigt af budgettet for Kvindeligaen, oplyser DBU.

Artiklens emner
Fodbold
DBU