Fortsæt til indhold
Fodbold

Tidligere AaB-formand Per Søndergaard er død - 66 år

Per Søndergaard, der var bestyrelsesformand i AaB fra 2005 til 2010, er død i en alder af 66 år.

/ritzau/

Den tidligere bestyrelsesformand i AaB Per Søndergaard er død.

Det oplyser superligaklubben på sin hjemmeside.

- Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at vores tidligere formand i AaB Per Søndergaard pludseligt og alt for tidligt er gået bort i en alder af 66 år, lyder det fra klubben.

Søndergaard sad i den nordjyske klubs bestyrelse i otte år - fra 2002 til 2010 - hvoraf de sidste fem var som formand.

Han nåede dermed som formand at se klubben vinde sit tredje danske mesterskab, da AaB i 2008 tog DM-guld. Sæsonen efter kvalificerede klubben sig også til Champions League-gruppespillet.

AaB's spillere vil som følge af Per Søndergaards død bære sørgebind, når klubben 31. maj møder Esbjerg i Superligaen.

Den tidligere formand vil ligeledes blive mindet i forbindelse med AaB's hjemmekamp mod AGF ugen efter, lyder det.

Artiklens emner
AaB