Svensk fodbold må vente yderligere på genåbning
Den planlagte ligastart i midten af juni er i fare, da svensk fodbold venter på grønt lys fra myndighederne.
Mens flere fodboldligaer i Europa er i gang med at planlægge en genåbning efter coronapausen, så er det anderledes i Sverige.
Her venter fodbolden fortsat på at få grønt lys fra sundhedsmyndighederne til at gå i gang.
Fredag lyder meldingen til svensk fodbold, at Folkhälsomyndigheten tidligst i begyndelsen af juni vil komme med en ændring i sine restriktioner.
Dermed må fodbolden fortsat vente.
- Vi havde naturligvis håbet på en positiv besked, men vi må konstatere, at vi fortsat må vente og se, siger direktør i Sveriges Fodboldforbund Karl-Erik Nilsson til forbundets hjemmeside.
Over for Aftonbladet er generalsekretær Håkan Sjöstrand mere skarp i retorikken.
Han beskylder myndighederne for at putte professionel fodbold i samme kategori som camping.
Efter planen skulle kvartfinalerne i den svenske pokalturnering skydes i gang 1. juni.
Desuden er håbet, at de bedste ligaer på herre- og damesiden kan skydes i gang 14.-15. juni, men det er usikkert, om det kan lade sig gøre.
I Danmark starter Superligaen op igen om to uger uden tilskuere, mens den tyske Bundesliga allerede skydes i gang lørdag eftermiddag. Her sker det også for tomme tribuner.