Nu bliver det tilladt at tackle igennem: Godt nyt til børn, unge og breddefodboldspillere
Det bliver tilladt at have kropskontakt under træningen i breddeklubberne.
Nu bliver det muligt at tackle igennem og give et solidt skulderskub.
Fremover vil det nemlig være tilladt at have kropskontakt under træningerne i ungdoms- og breddefodboldklubberne samt i alle andre former for udendørs idræt.
»Der skal selvfølgelig stadig være stor fokus på bl.a. hygiejne og afspritning under træningen, men det gør det meget lettere at dyrke idræt for danskerne. Det er vi super glade for,« siger Morten Mølholm, direktør i Danmarks Idrætsforbund (DIF), der samtidig takker DGI, DBU og Kulturministeriet for samarbejdet under forhandlingerne.
Lidt kontakt
Ifølge en analyse lavet af forskere fra Syddansk Universitet (SDU) og Aarhus Universitet er kontakten mellem amatørfodboldspillere da også både sjælden og kortvarig. Under træning opstår der typisk fem tilfælde af kropskontakt per spiller i timen, og i løbet af en times amatørfodbold er spillerne inden for en afstand af halvanden meter fra en anden spiller i sammenlagt et minut.
»Det viser sig, at der faktisk er relativt lidt kontakt i det, man ellers kalder en kontaktsport«, siger Peter Krustrup, professor på SDU, der har været med til at lave analysen blandt 300 amatørfodboldspillere, der er blevet fulgt med gps og video.
Der vil dog stadig være restriktioner i forhold til antallet af spillere på banen - maksimalt 10 personer - ligesom der endnu ikke er udsigt til at kunne spille kampe eller turneringer i den nærmeste fremtid, men som DGI-formand tøver Charlotte Bach Thomassen ikke med at knytte næverne i sejrsjubel:
En stor tillidserklæring
»Genåbningen af idrætten udendørs er en stor tillidserklæring til idrætsforeningerne. Med retningslinjerne fra myndighederne i hånden vil vi på bedste vis igangsætte træning for de mange medlemmerne, der tørster efter idræt og fællesskab. Der er stadig tale om en forsigtig igangsætning af idrætsaktiviteter. Derfor er det vigtig at forberede sig godt i foreningerne og hvert medlem skal bruge sin sunde fornuft for at vi lykkes med idrætsaktivitet i foreningerne i en corona-tilpasset form.«
I de seneste dage har der også været stor usikkerhed om reglerne for landets ungdoms- og breddefodboldspillere.
Ifølge instruktioner fra DBU må der være 10 personer på én bane, uanset om det er en 11-mands-, en 8-mands- eller en 5-mandsbane.
Derfor ville klubber landet over gerne villet opdele deres 11-mandsbaner til fire 5-mandsbaner, så flere spillere kan komme i gang. Det kunne klubberne dog ikke få lov til flere steder i landet af politiet, hvilket blev mødt med hård kritik .
Banerne må godt opdeles
Forvirringen og den ekstra arbejdsbyrde har bragt sindene i kog blandt de frivillige fodboldledere, men også på den front er der nyheder, fordi DBU har fået myndighedernes ord for, at det fremover er tilladt at dele eksempelvis en 11-mandsbane op i fire femmandsbaner eller to ottemandsbaner, hvis opdelingen er markeret tydeligt med kridt eller minestrimmel
»Der er nu kommet en positiv afklaring på baneopdelingen, så endnu flere kan komme i gang med at træne. Det er glædeligt, og det gør en kæmpe forskel for alle vores medlemmer og klubber,« udtaler Lars Albæk, der er formand for DBU Bredde.