Officielt: Nu kommer der gang i Superligaen igen – den første kamp bliver en jysk klassiker
Superligaklubberne har fået lov til at spille fodbold igen – dog uden tilskuere på lægterne.
Fansene har hungret og ventet utålmodigt, mens landets bedste fodboldrække har været afbrudt i to måneder på grund af coronakrisen.
Nu har regeringen med støtte fra Folketingets partier givet superligaklubberne lov til at spille kampe igen uden tilskuere.
Både Superligaen og 1. division har fået grønt lys til at sætte i gang igen fra på mandag, men klubberne er blevet lovet mindst 10 dage til at træne og forberede sig til den første kamp.
Den første kamp bliver ifølge Jyllands-Postens oplysninger opgøret mellem AGF og Randers FC, mens den første hele runde af Superligaen vil blive afviklet i den sidste weekend i maj.
Det østjyske opgør blev i første omgang udsat den 16. februar på grund af en oversvømmet bane, og derfor har begge hold spillet en kamp mindre end resten af ligaen. Da kampen kan blive afgørende for, hvilke hold der når med i mesterskabsspillet, er det blevet prioriteret at få afviklet den før de øvrige kampe.
Hvis vi f.eks. ikke må gå i bad efter kampene, kan det hurtigt blive pænt ulækkert at skulle køre hjem i sin egen bil.Michael Lumb, fodboldspiller fra AC Horsens
»Vi har alle sammen glædet os til at kunne spille fodbold og komme i gang igen. I hvert fald så længe der er styr på sikkerheden, så vi ikke ender med at smitte hinanden,« siger Michael Lumb fra AC Horsens.
Nu er den 32-årige forsvarspiller spændt på at se, hvordan det vil fungere i praksis med Divisionsforeningens protokoller, der skal sikre, at spillerne ikke spreder coronavirus i forbindelse med kampene.
»Hvis vi f.eks. ikke må gå i bad efter kampene, kan det hurtigt blive pænt ulækkert at skulle køre hjem i sin egen bil. Især hvis man som mig bor i København og har lang vej hjem efter både træning og kamp. Samtidig kan det blive et problem for de spillere, der ikke har deres egen bil, hvis vi ikke længere kan køre ud til kampene i bus. Og hvordan kommer det til at fungere med taktikmøderne i pausen, når vi ikke må være i omklædningsrummet?« spørger han, inden han konkluderer:
»Divisionsforeningen har jo fremlagt deres planer for myndighederne og fået grønt lys, så man må jo gå ud fra, at de har tænkt sig godt om«.
Sæsonafslutning i juli
Indtil videre er der kun blevet fastlagt et kampprogram for de kommende to runder. Herefter vil ligaen blive splittet over i et mesterskabs- og nedrykningsslutspil efter 26 runder. De seks bedst placerede hold skal spille mesterskabsspil, mens de øvrige otte hold bliver fordelt i to puljer og skal kæmpe om at undgå nedrykning.
Sæsonen skulle oprindeligt være blevet afsluttet den 24. maj, men nu bliver der stilet efter en sæsonafslutning søndag den 26. juli. Herefter er det planen, at næste sæson begynder i den sidste weekend i august.
Programmet afhænger dog af, om det europæiske fodboldforbund Uefa har tænkt sig at bruge den landsholdstermin, der ligger i den efterfølgende weekend. Uanset hvad ender klubberne helt sikkert med at skulle spille ind i december og begynde tidligere i foråret 2021, hvor man skulle være begyndt den 21. februar.
Under nedlukningen af Superligaen har flere af klubberne sendt deres spillere hjem, så de kunne modtage lønkompensation af staten. I den periode har klubberne ikke haft tilladelse til at kontakte spillerne i forhold til deres træning.
I Silkeborg IF, FC Midtjylland, FC København og Brøndby IF har spillerne trænet enten individuelt eller i mindre grupper efter klubbens anvisninger under hele kamppausen, mens AGF, AaB og Hobro IK undervejs har valgt at kalde spillerne tilbage til klubben for at genoptage træningen. På nuværende tidspunkt er træningen blevet genoptaget i alle klubber.
»Vi har behov for, at Superligaen kommer i gang igen«, sagde statsminister Mette Frederiksen til Ritzau onsdag aften på vej ind til forhandlingerne.
Inden da havde Statens Serum Institut (SSI) udarbejdet en rapport, hvor det blev vurderet, at professionel fodbold i Danmark kan sættes i gang uden at sætte inddæmningen af coronavirus over styr, så længe det bliver uden tilskuere.
Den seneste superligakamp blev spillet den 9. marts, hvor Silkeborg vandt 2-1 over AGF.

